Anden mødedag. Fredag den 27. august 1948 kl. 10. Sektion 1.

Anden mødedag Fredag den 27. august 1948 kl. 10. Sektion 1. Under forsæde af mødets vicepræsident, akademiekansler, jur. dr. 0. Hj. Granfelt, behandledes i Universitetets festsal følgende emne: Om motivering av dom. (Se referentens teser, bilag 2). Referenten, president jur. dr. Arthur Lindhagen (S): Att angiva regler för huru en dom lämpligen bör avfattas är en vansklig för att icke säga omöjlig uppgift. Det ligger nämligen i sakens natur att allmängiltiga regler inte kan uppställas. Domens innehåll måste nämligen komma att växla allt efter målets beskaffenhet och det processuella läget, och vidare måste ett vidsträckt utrymme lämnas för domarens personlighet och individuella temperament. Såsom referent har jag lämnat en skriftlig översikt rörande synpunkter, som enligt min mening kunna vara att beakta vid författandet av en dom. Det skulle vara meningslöst att återge dessa synpunkter även i ett muntligt anförande. Jag kommer därför i fortsättningen att inskränka mig till några kommenterande anmärkningar. Jag har fullt klart för mig att läsaren av min uppsats kan ställa sig frågande inför en eller annan synpunkt, som förefaller främmande. Det måste då framhållas att mina erfarenheter i viss mån är särpräglade. Under inte mindre än sexton år har jag uteslutande fungerat såsom ordförande i den svenska arbetsdomstolen. När denna domstol efter en upprivande politisk strid år 1928 tillkom, möttes den av utpräglat misstroende från arbetarsidan. Det gällde att såvitt möjligt övervinna detta misstroende, och för ändamålet var det nödvändigt att domstolen inriktade sig på att i sina domar ingående redogöra för sina skäl. Detta var erforderligt också med hänsyn till det stora in-

64 ARTHUR LINDHAGEN tresse, varmed inte bara parterna i de särskilda målen utan hela det omfattande organisationsväsendet å ömse sidor omfattade domstolens oftast prejudicerande avgöranden. Det må i detta sammanhang påpekas, att arbetsdomstolens domar är slutgiltiga, någon appell är inte medgiven. Domstolens verksamhet erhöll alltså från början ett starkt drag av pedagogiskt betonad upplysning. Den lagstiftning, som arbetsdomstolen har att rätta sig efter, är välgörande knapphändig, och domstolen har därför i stor utsträckning varit hänvisad att genom sin praxis utbilda rättsregler på detta specialområde. Samtidigt är målen genomsnittligt ovanligt svåra. Oftast rör sig frågan om kollektivavtalets tolkning och med hänsyn till sättet för kollektivavtalens tillkomst blir frågan oftast mycket invecklad och svårbedömd. Den ingående motiveringen har därför blivit nödvändig för domstolen själv, för att reda ut och kontrollera tankarna och för klarläggande av avgörandets prejudikatverkan. Sammanfattningsvis kan alltså sägas, att en fyllig och uttömmande motivering vid arbetsdomstolen visat sig vara absolut nödvändig med hänsyn till parterna, till den intresserade allmänheten och till domstolen själv. Om jag på de allmänna domstolarna överflyttar mina erfarenheter från arbetsdomstolen, har man väl inte där på motsvarande sätt känslan av ett dagligen upprepat moraliskt tvång i fråga om skrivsättet. Men så visst som det är ett vitalt samhällsintresse att rättskipningen står på ett högt plan och omfattas med förtroende av parter och allmänhet, lika säkert är det att domstolarna måste prestera goda och klarläggande skäl för sina avgöranden. Och domstolarna bör inte heller underlåta att åtminstone i mera komplicerade mål använda sig av en utförligare motivering redan med hänsyn till kontrollen över sig själva. I de allmänna domstolarna är emellertid variationen mellan stort och smått, mellan viktigt och mindre viktigt, mellan svårbedömda och lätta mål en helt annan, och denna variation måste avspegla sig i skrivsättet. En annan skillnad ligger däri, att medan bevisningsfrågorna i allmänhet inte föranledde större svårigheter i arbetsdomstolen, ha de i de allmänna domstolarna en helt annan och mera dominerande betydelse. I och för sig är det naturligen vida svårare att skriva en motivering i en invecklad rättsfråga än i en bevisningsfråga. Men bevisningsfrågorna är förenade med den särskilda svårigheten att man mycket oftare än i rättsfrågorna kommer fram till den för varje domare kända döda punkten, där gripbara logiska skäl tryter och man måste falla tillbaka på det personliga omdömet.

MOTIVERING AV DOM 65 Jag har i min tryckta framställning uttalat mig emot ett sådant skrivsätt i bevisningsfrågorna, att man i domen först redogör för vad vittnena sagt och därefter utan närmare analys konstaterar att genom vittnesmålen visst förhållande blivit styrkt. Man bör väl i stället gå till väga på följande sätt: Om för bifall till ett yrkande fordras att vissa omständigheter blivit styrkta, bör man undersöka dessa omständigheter var för sig, framdraga den bevisning som förebragts på varje särskild punkt och diskutera bevisningens styrka. Kommer man därvid till en punkt, där gripbara logiska skäl saknas, får man väl nöja sig med ett åberopande av»situationen«eller»omständigheterna«. En sådan analys är på sin plats i mera komplicerade mål. Men å andra sidan har jag i min skriftliga framställning varnat för att nedlägga arbete på mera djupgående motivering i enkla mål. Man kan då fråga sig vad som är komplicerat och vad som är enkelt. Jag skall tillåta mig att uppta tiden med att framdra ett exempel. Framför mig har jag utskrift av den stenografiska uppteckningen av en engelsk domares muntligen lämnade motivering av ett domslut i ett civilmål. I likhet med de flesta andra är jag en stor beundrare av engelskt rättsväsende, även om jag ställer mig reserverad till åtskilligt, bland annat till de formalistiska bevisreglerna, vilka synas ägnade att medföra rättsförluster. Härom var dock inte frågan i detta mål. Målet rörde ett köpeavtal och kärandens yrkande avsåg betalning för vissa varor, som svaranden skulle köpt men som käranden på grund av särskild överenskommelse skulle åtagit sig att lagra för svarandens räkning. Svaranden bestred käromålet under uppgift, att han aldrig köpt varorna; vad som förekommit hade endast varit att svaranden förklarat, att om han bleve i behov av varorna vilket berodde på den faktiska utvecklingen i framtiden svaranden skulle komma att köpa av käranden och icke av någon annan. Målet var så till vida komplicerat som parterna varit i livlig beröring med varandra röranden denna angelägenhet och utredningen hade blivit vidlyftig, men målet var enkelt, därför att utgången var given. Svarandens uppgift var uppenbart osann, och den var dessutom ovanligt klumpig därför att svaranden gjort uttalanden och vidtagit åtgärder, som innefattade de mest övertygande bevis för att hans ståndpunkt var oriktig. Det rätta förhållandet var tydligen, att svaranden köpt varorna i tro att han skulle komma att behöva dem men att han, då denna förutsättning sedermera visade sig felaktig, kom på tanken att helt förneka köpet. Mången svensk domstol skulle säkerligen här ha varit frestad att skriva endast en ytterligt kort, närmast klubbslagsliknande motivering, exempelvis att»med hänsyn till i målet

66 EDVIN ALTEN förebragta omständigheter förtjänar svarandens- uppgift icke något avseende.«den engelska domaren däremot ägnade 20 maskinskrivna sidor åt att, elegant, logiskt och uttömmande ehuru ordrikt, punkt för punkt påvisa svarandens ovederhäftighet till dess svaranden stod där med skammen, totalt avklädd. Jag har all anledning tro att den engelska domaren i detta fall endast följde vad som är praxis i hans hemland, men bakom torde väl mera eller mindre medvetet ligga, att bristande ärlighet inför rätta inte kan tolereras utan obönhörligen måste avslöjas, om möjlighet därtill föreligger. Häri kan jag instämma. Ett allmänt hållet klubbslag mot den sanningslösa parten är inte ägnat att giva rättvisan den upprättelse, som åsyftas. Om den oärliga parten visar upp en sådan dom för sina vänner och bekanta under uppgift, att han blivit illa behandlad av domstolen, talar all sannolikhet för att han blir trodd. Men innehåller domen en avslöjande redogörelse för bevisningen mot den oärliga, lärer han oftast finna med sitt intresse förenligt att tiga stilla. Men det är ju att hoppas, att en nordisk domstol i ett motsvarande fall skulle kunna göra sitt avslöjande på mindre utrymme än 20 maskinskrivna sidor. Den engelska domen ger också exempel på den i min skriftliga framställning berörda frågan, huru domaren bör ställa sig i det fall, då han anser att ett vittne ljuger. Här hade båda parterna hörts såsom vittnen och på vissa punkter fanns inte annan bevisning än deras vittnesmål. I samband med en sådan punkt uttalar sig domaren på följande sätt:»såvitt angår motstridiga vittnesutsagor av käranden och svaranden får jag säga att jag avgjort föredrar kärandens utsagor framför svarandens. Jag anser att käranden gjorde sitt bästa att tala om för mig vad som hände den 1. januari men jag fick inte något gynnsamt intryck av svarandens vittnesmål. Det var särskilt vissa partier av detta vittnesmål, i fråga om vilka det syntes mig påtagligt, att svaranden inte uppträdde öppet mot domstolen«. Försiktiga uttryckssätt som dock ge samma klarhet som om domaren sagt att svaranden ljugit. Høyesterettsdommer Edvin Alten (N): Taleren kunne i det vesentlige gi sin tilslutning til de synsmåter som var fremholdt av president Lindhagen. Han ville dog ta et forbehold med hensyn til den offentlige votering i den norske Høyesterett. Men først ville han si noen ord om de regler som ellers gjelder om domsbegrunnelsen i Norge.

MOTIVERING AV DOM 67 De bestemmelser som inneholdes i tvistemålsloven og straffeprosessloven er bare minimumsforskrifter om det som enhver dom må inneholde for i det hele tatt å kunne bli betraktet som en dom. Etter tvistemålsloven består en dom av tre deler. Først en kort fremstilling av sakens gjenstand, dernest avgjørelsesgrunner og så domsslutningen (konklusjonen). Domsslutningen skilles alltid ut under særskilt overskrift, men overgangen mellom de to første avsnitt pleier man bare å markere med et:»retten skal bemerke«eller lignende. Den første del av dommen (som i Tyskland og Østerrike kalles Tatbestand) skal være en kort fremstilling av salens gjenstand som gjør det klart hva det er som skal avgjøres. Retten skal der gjøre rede for saksøkerens søksmålsgrunner eller i høyere instans ankegrunnene, for motpartens innsigelser og i tilfelle motkrav eller motanke, samt for partenes påstande. Derimot skal den ikke referere prosedyren, heller ikke partenes bevisoppgaver, enda mindre gjengi de førte bevis. I straffesaker består den tilsvarende del av dommen i et referat av tiltalebeslutningen. Om annet avsnitt, avgjørelsesgrunnene, sier tvistemålsloven ikke annet enn at dommen bestemt og uttømmende skal angi det saksforhold, d. v. s. de konkrete faktiske omstendigheter, som retten legger til grunn for sin avgjørelse. Straffeprosesslovens regler for saker som ikke behandles med jury i lagmannsretten, har samme innhold, men fremhever uttrykkelig at bare frifinnelsesgrunnen skal anføres når skyldspørsmålet avgjøres til gunst for tiltalte. Lovene sier intet om bevisbedømmelsen. Og det er riktig, da detaljerte forskrifter om begrunnelsen ikke kan gis i en lov. Det må overlates til domstolenes skjønn og den praksis som utvikler seg. I ordinære straffesaker og enkle sivile saker begrunnes i alminnelighet ikke bevisbedømmelsen, men ellers kan det ikke sies å være alminnelig som taleren forsto av herr Lindhagens trykte innledning at det har vært i Sverige at dommen bare angir hva retten anser bevist. I så fall ville dommen lett bli likeså utilfredsstillende som en jurykjennelse i lagmannsretten som bare svarer ja eller nei på spørgsmål bygget på den kortfattede faktiske beskrivelse i tiltalebeslutningen. Dommen ville da virke som et maktsprog som man må bøye seg for uten å kunne bedømme dens riktighet. Det har også i den gamle prosess vært skikk og bruk at dommerne har begrunnet sin bevisbedømmelse. Taleren var imidlertid enig med president Lindhagen i at det ikke er mulig å gi en fullsten dig og for andre helt overbevisende begrunnelse av bevisbedømmelsen. Han var også enig i at denne del av dommen ikke bør inneholde referat av vitnenes forklaringer, uaktet de i Norge

68 EDVIN ALTEN regelmessig ikke protokolleres under hovedforhandlingen. Det forekommer undertiden i underrettene at forklaringene blir referert i dommen, men det forer oftest til at det blir uklart hva retten har ansett bevist. Det retten skal gjøre er å uttale seg om den betydning den til - legger de førte bevis, herunder etter omstendighetene også om parters og vitners troværdighet. Uten at lovene påbyr det bør domsgrunnene i fornøden iitstrekning gjøre rede for de rettslige betraktninger som ligger til grunn for avgjørelsen. Til rettsanvendelsen må regnes ikke bare fortolkningen av lover og andre forskrifter, men også bedømmelsen av sedvaner og fortolkningen av avtaler og andre viljeserklæringer, d. v. s. bedømmelsen av deres rettsvirkninger etter at deres faktiske innhold er bragt på det rene. Taleren var enig i herr Lindhagens uttalelser om litteraturhenvisninger. Hvorfor skal man ta det med i en dom? Noen dommere gjør det kanskje for å vise sin lærdom. Alminneligere er det vel at dommeren føler trang til å støtte seg til en anerkjent forfatters autoritet. Men domsgrunnene skal virke ved sin egen vekt, og domstolen skal stole på sin egen autoritet, særlig når det gjelder et lands Høyesterett. Som president Lindhagen sier i sin trykte innledning, er det også fare for at siteringen kan bli oppfattet som en godkjennelse av forfatterens uttalelse utover den anvendelse av den som gjøres i dommen. Å skrive en dom er for det meste en rutinesak, men i vidtløftige og innviklede saker er det en kunst som stiller store krav til dommerens fremstillingsevne. Endelig fremhevet taleren at begge prosesslover inneholder enslydende bestemmelser om at domsgrunnene i alle tilfelle skal opplyse om dommen er enstemmig, eller hvilke av rettens medlemmer er uenige i dommen, og hvilke punkter uenigheten gjelder. Enhver av dem kan kreve inntatt en redegjørelse for sin mening, og denne adgang blir regelmessig benyttet. Det påhviler rettens formann ä avfatte legdommernes dissenser. Det bør merkes at anonyme dissenser ikke er tillatt. Dissensene skal alltid fremtre under navn. Dette er en vesentlig fordel fremfor juryordningen. De alminnelige regler om dommens innhold gjelder også for Høyesterett i sivile saker som behandles skriftlig. Av dem var det mange i tidligere tid, men nu er de sjeldne, da bare anker over saksbehandlingen eller rettsanvendelsen kan overføres til skriftlig behandling etter begjæring av begge parter. Straffesaker behandles alltid mundtlig. Taleren gikk deretter over til den offentlige votering i Høyesterett. Da den norske Høyesterett ble organiseret i 1815 var det naturlig

MOTIVERING AV DOM 69 at man som forbillede for saksbehandlingen brukte den som man kjente fra den danske Høyesterett. Etter loven fra 1818, som avløste den første provisoriske anordning, skulle Høyesterett aldri gi opplysning om de grunner som dommene var bygget på. Bare når en sak blev avvist fra Høyesterett eller den påankede dom opphevet, måtte feilen nevnes. Ellers var alt hemmelig; man kunne ikke få utskrift av voteringsprotokollerne, og dommerne hadde taushetsplikt. Men allerede i 1821 ble det for Stortinget fremsatt et privat forslag til lov om offentlig votering. Forslagsstilleren var ingen mindre enn Christian Magnus Falsen, som hadde vært president for riksförsamlingen på Eidsvoll i 1814 og tatt fremtredende del i utarbeidelsen av grunnloven. Hans forslag ble imidletid ikke tatt under behandling. Senere ble det etter private forslag i 1848, 1851 og 1854 vedtatt lovbeslutninger om adgang til å få utskrift av voteringen, men de ble nektet sanksjon. 1 1857 og 1860 blev det fremsatt kgl. proposisjon om at det skulle gis en fellesbegrunnelse i dommen, men forslagene ble ikke vedtatt, og en avvikende lovbeslutning i 1860 ble nektet sanksjon. Endelig i 1863 ble det utferdiget en lov om offentlig votering i saker som ble behandlet mundtlig. Høyesterett hadde da som ved alle tidligere leiligheter gitt advarende uttalelser mot reformen. Men fordelene ved den nye ordning ble snart innlysende for alle. Som formand for Sivilprosess-kommisjonen fikk imidlertid riksadvokat Getz, som var sterkt påvirket av de tyske og østerrikske lover, kommisjonen til å foreslå at dommene i tvistemål både i Høyesterett og i de underordnede retter bare skulle inneholde en fellesbegrunnelse uten opplysning om dissenser. Dette reaksjonære forslag ble motivert med hensynet til»rettens værdighet«og»dommens autoritet«, argumenter uten noen som helst vekt. Så vel Høyesterett som Sakførerforeningen uttalte seg imot forslaget, og hverken Revisjonskomiteen eller Justisdepartementet fant grunn til å foreslå noen forandring. Under behandlingen av prosessreformen på Stortinget i 1915 var det overhodet ingen debat om spörsmålet. Taleren ville gjerne forklare fremgangsmåten nærmere, da han hadde inntrykk av at man i de andre land ikke forstår å verdsette den offentlige votering. Forut for voteringen går alltid en rådslagning for lukkede dører. Dette er for dommerne den interessanteste del av deres arbeide:»da lever vi«. Rådslagningen foregår på den mate at rettens formann først uttaler seg om saken og deretter de andre dommere i rekkefølge. Så kan saken diskuteres videre. Rådslagningen kan ta et minut, den kan ta flere timer, og den kan strekke seg over flere dager. Som regel

70 EDVIN ALTEN kan. man straks gå til votering. Men hvis en dommer ønsker å overveie saken ytterligere eller å forberede sitt votum, eller hvis en eller annen undersøkelse skal foretas, utsettes voteringen. I slike tilfelle behandler man i mellomtiden andre saker. Har en dommer laget et utkast til sitt votum, blir det ofte lest opp for at han kan ta hensyn til mulige bemerkninger. I vanskeligere saker hender det også at rettens medlemmer får avskrifter som gjennomgås og diskuteres nøyere. Tidligere erfaring fra skriftlige saker har vist at utarbeidelse av fellesbegrunnelse tar for lang til og lett vil bli en»hatt«, som man sier i Sverige. Den fremgangsmåte som brukes er langt mere praktisk fordi den kan avpasses etter sakens beskaffenhet. Etter rådslagningen foregår den mundtlige votering for åpne dører i den orden som formannen bestemmer. Förmannen stemmer altid sist. Enhver av dommerne skal i korthed begrunne den domsslutning han stemmer for. I tilfelle av dissens er førstvoterende i regelen en dommer av flertallet. Sin tilslutning til førstvoterende eller en dissenterende dommer gir de følgende i regelen uttrykk ved å si:»jeger i det vesentlige og i resultatet enig«. Dette misforstås i de andre land. Misforståelsen kommer tydelig frem i en artikkel som president Lindhagen hadde i Svensk Juristtidning for 1947, hvor det sies på side 327, at heri ligger»en reservatio mentalis med hänsyn til egna, ej omnämnda speciella synpunkter«. Men det er ingen reservatio mentalis. Hvordan skulle loven kunne tilläte dommerne i Høy ester ett i motsetning til dommere og domsmenn i alle andre retter å dekke over sitt standpunkt? Nei. meningen er denne: Jeg er helt enig i resultatet, og jeg er enig i begrunnelsen så langt som den er nødvendig for å begrunne resultatet. Men man reserverer seg overfor uttalelser som muligens er overflødige og lar formuleringen passere selv om man tror at man selv kunne ha gjort den bedre. Voteringer hvor alle de følgende bruker den nevnte uttrykksmåte er enstemmige. Videre sier herr Lindhagen at uttrykksmåten»knappast stämmer med den uppfatning om domarens individuella ansvar som er så starkt framträdande här i landet.«dommernes individuelle ansvar kommer imidlertid langt tydeligere frem ved offentlig mundtlig votering enn i Sverige hvor Högsta Domstolens dommer ikke gir noen opplysning om dissenser, og hvor man må gå til protokollene over den skriftlige votering for å få rede på de enkelte dommeres standpunkt. Voteringen i Norge gir også fyldigere opplysninger om dommernes begrunnelse enn i Sverige for ikke å tale om de ytterst kortfattede høyesterettsdommer i Danmark, hvor endog dissensene er anonyme og voteringsprotokollene hemmelige. I Norge står enhver dommer frem for offent-

MOTIVERING AV DOM 71 ligheten og kan fritt og uhemmet gjøre rede for sitt personlige syn på saken. Det er alminnelig tilfredshet med ordningen, først og fremst hos Høyesteretts dommere, men også hos partene og sakførerne og alle som vil utnytte domsmaterialet vitenskapelig. Ingen tenker på forandring. Dette var voteringen. Når den er slutt, avsies dommen som hare består av konklusjonen. Formelt er altså stemmegivningen ikke en del av dommen, men partene får uten betaling utskrift av begge deler samlet. I Retstidendes referater inntas i regelen bare stemmegivningen. Oprinnelig ble voteringen referert, så godt det lot seg gjøre, av to protokolsekretærer som førte hver sin protokoll. Dessuten hadde Retstidende en stenograf tilstede. Men fra 1929 blir det opptatt offisielle stenogrammer som skrives ut og forelegges de voterende dommere til revisjon og godkjennelse. President Lindhagen sier i Juristtidningen at han ikke tror at det norske system har noen fremtid for seg i Sverige. Dommer Alten ville allikevel anbefale innføring av dette system både i Sverige, Finland og Danmark, idet han henviste til at offentlig og mundtlig votering også er i bruk i hele den engelsk talende verden. Han sluttet med å uttale det håp at høyesterettsdommerne i de andre nordiske land, når spörsmålet blir reist, ikke vil stritte imot som den norske Høyesterett gjorde, men heller tilråde reformen og helst selv ta initiativet. Højesteretsdommer Victor Hansen (D): Den danske ordning er jo i modsætning til den svenske fæstnet gennem praksis. De nugældende regler har i det store og hele været gældende, siden retsplejeloven trådte i kraft for 30 år siden, og for civile dommes vedkommende er retsplejelovens regler kun en videreførelse af den ældre ordning. For straffesagers vedkommende var det jo en nyordning i 1919 med nævningeinsiitutionen, og efter retsplejelovens indførelse er der endvidere i 1937 gennemført et par lovændringer, som spiller en rolle for det emne, der behandles her i dag, dels domsmandsinstitutionens indførelse i straffesager, dels nye regler om højesteretsdommes affattelse. For civile sager er de danske lovregler meget kortfattede. For sager i første instans indskrænker retsplejelovens 218 sig i virkeligheden til at sige, at domme skal ledsages af grunde, og det eneste, man kan udlede af forarbejderne, er, at der kræves en så vidt mulig kortfattet begrundelse af dommen med forbigåelse af alt, hvad retten anser for uvæsentligt. Jeg tror, at det er rigtigt, at loven her er kortfattet og

72 VICTOR HANSEN ikke går i detailler, fordi en detailleret lovgivning om dommes affattelse enten indeholder selvfølgeligheder, som f. eks. at parterne skal nævnes i en dom, eller også giver regler, som vil virke for stramt, og som vil forhindre en smidig affattelse i de mange forskelligartede tilfælde, der kan foreligge. Hvad nu civile sager angår, så affattes de danske domme i det store og hele efter ganske samme princip som nævnt i præsidentens skriftlige redegørelse, nemlig en sagsfremstilling, påstandene med begrundelse, en fremstilling af bevislighederne i sagen, og så de egentlige præmisser, hvor retten tager standpunkt til dels de faktiske, dels de retlige spørgsmål. Jeg skal ikke gå i detailler her, men fremhæve, at det her i Danmark er meget sjældent, at retten giver en mere indgående begrundelse for sin afgørelse af sagens bevismæssige spørgsmål. Jeg tror, at det i langt det overvejende antal retssager er rigtigt, at retten nøjes med at fasslå det bevismæssige resultat uden at give nogen nærmere begrundelse herfor. Jeg har for så vidt ikke noget at indvende mod den sætning, som synes at vække nogen foragt, at»efter alle de foreliggende oplysninger finder retten det godtgjort eller finder retten det ikke godtgjort«o. s. v. Jeg tror navnlig, at retten skal være meget varsom med at give udtalelser om vidners sandfærdighed og usandfærdighed; det er ikke altid, at bevismaterialet er lagt så klart frem for retten, at man med sikkerhed kan se, at den ene part lyver, og den anden taler sandhed. Et andet punkt i præsidentens skriftlige redegørelse, jeg gerne vil omtale, vedrører den retlige begrundelse, nemlig om man her skal anføre præjudikater og litteratur. Jeg forstår det således, at det anbefales, og at det også gøres i Sverige. Heroverfor er jeg tilhænger af den ordning, der er gældende i Danmark; her nævnes i dommene næsten aldrig bestemte tidligere retsafgørelser, og der citeres næsten aldrig litteratur. De domme og den litteratur, der har været af betydning i processen, finder man oplysninger om på anden måde i Danmark, nemlig i de officiøse noter til dommene i Ugeskrift for retsvæsen. Og hertil kommer så, at de vigtigere højesteretsdomme kommenteres i»tidsskrift for Rettsvidenskap«af en højesteretsdommer, og at der her gøres rede for de ting, der har haft betydning med hensyn til præjudikater og litteratur. Med hensyn til lovfortolkningen siges det i Præsidentens redegørelse, at lovfortolkningen normalt bør begrundes. Dette sker som regel ikke herhjemme, idet navnlig Højesteret som regel ikke begrunder sin lovfortolkning, bortset fra den begrundelse, som kan hentes fra lovens forarbejder, og jeg tror, at den ordning, som vi har her, virker tilfredsstillende.

MOTIVERING AV DOM 73 Om den danske ordning, jeg således korteligt har skildret, tror jeg, man kan sige, at nogen almindelig kritik imod principet i de danske civildommes affattelse har der ikke været fremme. Der har igennem tiderne været fremført kritik af enkelte domme, navnlig i retning af at begrundelsen har været for tynd eller har manglet, men kritik af mere almindelig art har i det store og hele ikke været fremsat. Dog vil jeg gerne nævnte, at Professor Ussing nylig har rejst en kritik imod affattelsen af domme i sager om skade, forvoldt ved ekstraordinær virksomhed af særlig farlig karakter. Professor Ussing skriver i Ugeskriftet, 1947 B, p. 303 304:»dommenes begrundelse giver ikke klare holdepunkter for almindelige regler, mange domme begrunder overhovedet ikke resultatet. Resultatet skulle gerne støttes på en regel. Der bør derfor søges opstillet en regel, der forklarer dommen, hellere en speciel regel end ingen. Men flere af dommene er så specielt begrundede, at de snarere synes at bygge på en konkret interesseafvejelse Spørgsmålet om ansvar uden skyld bør løses ved faste regler. Kun derved bliver erstatningsretten i stand til at fylde en samfundsmæssig funktion. Det må derfor håbes, at domstolene hurtigt vil komme udover dette trin og fastlægge regler, der fjerner usikkerheden.«jeg stiller mig på det standpunkt overfor Professor Ussing's kritik her, at jeg er enig i, at mange domme på det område, der her er tale om, har altfor mager eller i virkeligheden slet ingen begrundelse, men jeg tror, at Professor Ussing går for vidt med hensyn til, at domstolene i sager, hvor vi befinder os på ulovbestemt område, skulle opstille regler i deres domspræmisser. Der findes i schweizisk lovgivning en bestemmelse om, at dommeren i sager om ulovbestemte tilfælde skal træffe en afgørelse, som han ville opstille som»regel«for lignende tilfælde. En sådan bestemmelse har vi jo ikke her i landet, og jeg priser mig lykkelig over, at vi ikke har den. Jeg mener ikke, at det er rigtigt på vanskelige, ulovbestemte områder at kræve af domstolene, at de i deres domme først skal opstille en almindelig regel for den slags forhold, og derefter anvende den på det foreliggende tilfælde. Jeg tror, at det vil være meget farligt at gøre dette, og jeg tror, at det er med rette, at de danske domstole i disse sager træffer afgørelser af meget konkret karakter. Det må jo erindres, hvor stor betydning det har, at der er kontinuitet i domspraksis. Hvis man kom ind på fra domstolenes side i de enkelte domme at opstille regler, tror jeg, dette ville medføre, at man, når nye sager kom frem, nye tilfælde, der indeholdt momenter, som man ikke før havde været opmærksom på, og måske heller ikke kunne have været opmærksom på, blev nødt til at ændre de regler, som man havde opstillet. Det ville give en retsusikkerhed, som ville være meget uheldig. 10

74 VICTOR HANSEN Det må være retsvidenskabens opgave at bearbejde domsmaterialet på disse områder, og hvis det viser sig, at domsmagten her er kommet ind på veje, der ikke findes rigtige, så må lovgivningsmagten træde til og give de fornødne love. Jeg vil dernæst gerne gøre en bemærkning om straffesager, fordi danske domme i straffesager, navnlig i nævningesager, ikke affattes på helt tilfredsstillende måde. Vi har den regel i retsplejelovens 911 om nævningesager, at»i det omfang, hvori dommen er grundet på nævningernes erklæring, indskrænker domsgrundene sig til den fornødne henvisning til denne«. Denne regel er efter min mening i praksis anvendt på en meget uheldig måde. Danske domme i nævningesager er så magre, at det næsten trodser enhver beskrivelse. De skrives efter et bestemt skema, eet, som bruges af Vestre Landsret, og eet, som anvendes af Østre Landsret. Vestre Landsret begynder med at gengive anklageskriftet, derefter gengiver man nævningespørgsmålene og anfører så, hvorledes de er blevet besvaret, og derpå slutter man med at fastsætte straffen eller de andre sanktioner. Østre Landsret bruger samme fremgangsmåde, men gengiver dog ikke nævningespørgsmålene. Det er klart, at en sådan fremgangsmåde, netop hvor det drejer sig om en af de alvorlige forbrydelser, der henhører under nævningebehandling, er ganske utilfredsstillende. Anklageskriftet er oftest ganske kortfattet og kan ikke gengive detailler, og nævningespørgsmålene er også kortfattede, de skal jo affattes sådan, at deres besvarelse ikke volder nævningernes besvær; derfor er det begrænset, hvad man kan tage med af konkrete omstændigheder, og når man så nøjes med i dommen at statuere, at man følger nævningernes svar, og man derefter drager den og den konsekvens deraf, så får man ikke noget billode af, hvad sagen i virkeligheden drejede sig om. Jeg kunne nævne mange eksempler på, at disse domme er ganske uanvendelige som præjudikater, og slet ikke kan danne noget grundlag for et skøn over, hvorledes strafudmålingen egentlig er i sager angående de pågældende forbrydelser. Og netop med de vide strafferammer, vi har, er det jo klart, at dette er uheldigt. Som et par særlig grelle eksempler kan jeg nævne dommene i U. f. R. 1946 A p. 812 og 1948 A p. 701. Den gældende praksis er utvivlsomt i strid med loven, da reglen om, at dommen skal indskrænke sig til at indeholde en henvisning til nævningernes erklæring med hensyn til skyldspørgsmålet, jo ikke betyder, at dommen ikke iøvrigt skal begrundes i overensstemmelse med lovens almindelige regel i 218.

MOTIVERING AV DOM 75 I domsmandssager har man ingen særlige lovregler om præmisserne, men jeg tror, at man kan sige, at domsskrivningen i nævningesager har smittet af på domsskrivningen i domsmandssager, så at også domsmandssagernes præmisser på mange punkter er alt for kortfattede. Jeg vil dog gerne føje til straks, at der er jo visse vanskeligheder, der gør sig gældende. Man vil gerne gøre en domsmandssag færdig, medens man har domsmændene i retten, og ikke indkalde dem til retten næste dag, og dette medfører, at man måske derved kommer til at skrive noget kortere, og jeg vil også gerne føje til, at de danske domstole naturligvis arbejder under ganske særlig vanskelige forhold for tiden med alle de ekstraordinære udrensningssager, der foreligger, så at man har svært ved at opfylde de krav, der bør stilles til præmisserne i straffesager. Men jeg gør opmærksom på forholdet, fordi jeg mener, at man må passe på, når vi vender tilbage til normale forhold, at man får fyldigere præmisser både i nævningesager og i domsmandssager. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige mere, men da højesteretsdommer Alten har omtalt spørgsmålet om højesterets voteringsmåde, som jo faktisk kun er strejfet i Præsidentens redegørelse, så vil jeg gerne sige, at for Danmarks vedkommende ligger forholdet således, at vi inden 1937 havde den ordning, som højesteretsdommer Alten fandt ganske utilfredsstillende, hvad jeg er enig i. Så fik vi i 1937 den ordning, som i hvert fald de danske deltagere kender, og som går ud på, at højesteretsdomme»skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen såvel vedrørende resultatet som vedrørende begrundelsen, med oplysning om stemmetal, men uden angivelse af dommernes navne«( 218). Denne ordning er et kompromis, der blev resultatet af et krav fra visse sider om at få en offentlig votering gennemført efter samme princip som den norske, og der var også forslag fremme på rigsdagen herom. Denne nye ordning har virket i ca. 10 år og jeg tror, jeg tør sige, at den har betydet en væsentlig forbedring af præmisserne i højesteretsdommene. Alene det, at man ikke mere er nødt til at anvende så vage udtryk i begrundelsen, at det ikke vækker protest fra mindretallets side, alene den omstændighed er jo en stor forbedring. Hver gruppe indenfor retten kan samle sig om sin begrundelse og udforme denne uden hensyn til andre grupper. Jeg melder mig imidlertid gerne som tilhænger af en ordning med offentlig votering i Højesteret, og jeg er faktisk enig i det store og hele i det, højesteretsdommer Alten har sagt. Jeg er ikke sikker på, at den ordning, som vi nu har herhjemme, vil blive stående som den endelige ordning.

76 FROST Højesteretsdommer Frost (D): Det er meget glædeligt, at emnet om domsmotivering nu er nået frem til dette høje forum. Det er, som det allerede er antydet, i alt fald i Danmark således, at vi først i 1947 og 1948 er kommet ind på en samlet behandling af emnet i 2 eller 3 afhandlinger. Tidligere har der kun været få spredte udtalelser indenfor litteraturen, men der synes nu at være en større interesse for emnet. Jeg har med stor interesse påhørt de foregående talere. Tiden tillader ikke en udførlig behandling af spørgsmålet, men jeg vil gerne have lov at komme ind på et par spørgsmål. Jeg vil for det første gerne lægge et godt ord ind for, at domme i al almindelighed indledes med det vi her i Danmark kalder en narratio. Ved narratio forstår jeg en ikke altfor kortfattet, men i virkeligheden temmelig fyldig sagsfremstilling, en gengivelse af handlingsforløbet, indeholdende alle de ubestridte, faststående omstændigheder og kendsgerninger, der hører til sagen, men naturligvis kun sådanne kendsgerninger, som virkelig har relevans, d. v. s. betydning for dommens forståelse og for dens retskraft. En sådan sagsfremstilling, narratio, har efter min mening stor betydning. For det første kan man sige, at det er naturligt at lade kendsgerningerne tale først, og tillige giver det en smuk udformning af dommen, når man begynder på denne måde. Men det er ikke det vigtigste. Af større betydning er det, at læserne af dommen på denne måde får et pålideligt indtryk af, hvad sagen drejer sig om, og ad en tryg og sikker vej føres ind til problemerne. Der er jo altid usikkerhed nok til stede i de forskellige sager, og det har betydning, at man får at vide, hvad der står fast i sagen. Allerstørst betydning har narratio dog for dommeren selv. Det er overordentlig vigtigt for dommeren, at han på det tidligst mulige tidspunkt får gjort op med sig selv, hvad der med sikkerhed kan lægges til grund i sagen, først da kan han rigtigt begynde at arbejde med de foreliggende tvivlsspørgsmål, og betydningen af en narratio øges, hvis den skrives på den rigtige måde, d. v. s. hvis man følger en streng kronologi. At man gør dette har efter min mening meget stor betydning, thi det er sikkert en erfaring, de fleste dommere har gjort, at man i virkeligheden meget ofte kan læse det rigtige resultat af den måde, på hvilken sagen har udviklet sig. Det skal naturligvis ikke være sådan, at man i alle sager skal have en udførlig sagsfremstilling, det må bero på sagens art, men jeg mener, at det i langt de fleste tilfælde vil være rigtigst at udarbejde en sådan. Hvis narratio er meget lang, kan det være rigtigt og fristende nok i begyndelsen af dommen at indsætte parternes påstande og kort

MOTIVERING AV DOM 77 angive søgsmålsgrunden, så at man straks er klar over, hvad sagen drejer sig om, ellers bliver det som ved læsningen af en meget lang roman: man kan ikke udholde spændingen, og så kigger man efter, hvad den i virkeligheden drejer sig om. Der er en anden ting, jeg gerne vil fremhæve. Jeg har forstået på Præsident Lindhagen og højesteretsdommer Alten, at de er modstandere af en udførlig gengivelse i dommen af bevislighederne. Heri er jeg absolut ikke enig. Herhjemme ser man forskelligt på dette spørgsmål. Jeg kender navnlig forholdene i Vestre Landsret, og der er man inde på at give en udførlig gengivelse af bevislighederne, og det finder jeg rigtigt. Jeg mener dette af flere grunde. For det første giver et sådant udførligt referat indtryk af, at dommeren virkelig har gennemarbejdet sagen med omhu, og det har naturligvis stor betjening overfor parterne. Det har også sin betydning, at parterne ligesom får talt ud gennem de af dem selv og vidnerne givne forklaringer. Nægtes kan det heller ikke, at det giver mere liv og farve over dommen når der gives en udførlig gengivelse af bevislighederne. Endvidere er det givet, at sagførerne er glade for en udførlig gengivelse. Det virker i høj grad vejledende for dem ved deres afgørelse af, om dommen skal appelleres eller ikke. Desuden er sagførere og dommere henrykte, når de finder domme, som virkelig indeholder en nøje gengivelse af bevislighederne, idet dommens værdi som præjudikat i høj grad øges herved. Det sker jo gang på gang også for dommere, at de straks bliver glade for at have fundet et præjudikst, og så viser det sig, at dommen alligevel ikke indeholder tilstrækkeligt materiale. Og på samme måde er det med retsvidenskaben, også den vil gerne have en udførlig gengivelse af sagens bevisligheder. Jeg vil afgjort gå ind for, at man herhjemme i borgerlige første instans sager gennemfører domsskrivning med en udførlig gengivelse af bevislighederne. Naturligvis må der foretages en rimelig begrænsning, men en sådan kan foretages på forskellig måde. Der kunne være mange andre spørgsmål, som det kunne være fristende at komme ind på, men tiden tillader det ikke. Som jeg sagde før, er det meget glædeligt, at man nu er kommet så langt, at man har fremdraget emnet om dommes affattelse på det Nordiske Juristmøde. Vi er herhjemme nu nået dertil, at sagførerfuldmægtige og unge sagførere får en rationel uddannelse i kunsten at prochere m. m., men endnu er vi ikke kommet så vidt, at vi har tænkt på at uddanne på en rationel måde vordende dommere i kunsten at skrive domme. Jeg mener ikke, at der i så henseende skal opstilles et bestemt skema, som slet ikke må fraviges. Det er ikke meningen, men der kan og bør op-

78 GUSTAF LINDSTEDT stilles visse elemtære retningslinier, og jeg vil håbe, at dette møde må give anledning til, at en udddannelse som nævnt snart kommer igang. Lagman, jur. dr. Gustaf Lindstedt (S): Presidenten Lindhagens synpunkter på ämnet»om motivering av dom«, sådana de sammanfattats i den för mötets deltagare tillgängliga, tryckta promemorian, torde i huvudsak gillas av alla här närvarande. Till vad han anfört beträffande frågan, i vilken utsträckning vittnesutsagor och annan åberopad bevisning böra återgivas i domen, skulle jag emellertid vilja göra ett tillägg. Detta återgivande göres ofta mycket utförligt med fullständig redogörelse för avgivna vittnesberättelser, alldeles oberoende av huruvida detta för domslutet är erforderligt eller ej. Såsom exempel på i vilken utsträckning detta förfaringssätt understundom tillämpats må nämnas en för ej längesedan meddelad dom, vari innehållet i fyra vittnesberättelser intagits, ehuru domslutet var, att den instämda talan av formella skäl ej upptogs till prövning. Då den utförliga domsmotiveringen i viss utsträckning är något nytt och ovant för flertalet svenska domare, synes mig angeläget att det klargöres att av bevisningen ej annat bör åberopas i domen än det, som kräves för skäl och motskäl i den slutledningskedja, som leder till domslutet. Vad som egentligen föranlett mig att begära ordet, är emellertid den under punkt 13 i den tryckta sammanfattningen berörda frågan. I denna punkt utsäges bl. a. att i motiveringen hänvisning bör ske till prejudikat, kommentarer och systematiska arbeten. Denna uppfatning synes mig icke riktig. Det är domskälen, vare sig de hämtats från redan av andra uttalad mening eller ej, som skola visa domslutets riktighet, Äro de ej övertygande, lärer den omständigheten att de använts av andra domare eller överensstämma med någon vetenskapsmans teoretiska utläggning icke göra de mstarkare. Är prejudikatet ej enhälligt resp. äro kommentatorerna ej ense något som ej är ovanligt skulle väl rätteligen ett åberopande av en av de företrädda meningarna förutsätta en polemik av något slag mot de andra. Därförutan måste åberopandet av prejudikatet resp. en av kommentatorerna te sig som uttryck för en tämligen godtyckligt inriktad auktoritetstro. Men även om skiljaktighet i meningarna ej föreligger, ger åberopandet av annans mening som stöd för domen intryck av brist på säkerhet och självständighet hos domaren. En sådan regel för doms motivering synes mig i hög grad ägnad att förringa allmänhetens förtroende för domstolens kompetens.

MOTIVERING AV DOM 79 Landsdommer la Cour (D): Når det foreliggende emne ikke tidligere i nogen særlig grad er blevet behandlet i retslitteraturen, hører dette antagelig sammen med, at det, der er det afgørende ved domskonciperingen, nemlig den egentlige begrundelse, kan der næppe gives egentlige regler for. Som allerede fremhævet, bl. a. af Præsidenten Lindhagen, kan der gives visse vejledende regler for den formelle affattelse af en dom, men egentlig vejledning om, hvorledes selve begrundelsen skal fremkomme, kan der formentlig ikke gives. For de to parter, som møder frem for retten for at få afgjort deres personlige strid, vil netop denne retssag være afgørende. Derfor mener jeg, at ved begrundelsen af dommen må det være et overordentligt vigtigt moment, at netop parterne forstår, hvorfor man kommer til dommens resultat. Måske er det den eneste gang, de kræver en retsafgørelse, og for deres interesse for og forståelse af retsplejen er det meget vigtigt, at de forstår, hvad der i deres sag fører frem til resultatet, og dette gælder ikke mindst den, der taber sagen. Jeg mener, at dette forhold har særlig betydning under den mundtlige retspleje. Det har vel netop været hensigten med denne mundtlige retsplejeordning, som nu også er gennemført i Sverige, at man har villet drage befolkningen med ind i retsplejen, så den forstod, at det er dens egne livsforhold, det drejer sig om. Det sker ved den mundtlige procedure, hvor parterne kan møde frem, følge forhandlingerne og få lejlighed til at komme med de fornødne oplysninger og forklaringer. Denne befolkningens kontakt også med den borgerlige retspleje er, mener jeg, et af de vigtigste forhold under den mundtlige procedure. I den forbindelse vil jeg sige med hensyn til referaterne i domme af parts og vidneforklaringerne, at dette, som allerede berørt, i de allerfleste tilfælde vil være af betydning i hvert fald for parternes forståelse af dommene, at de derved kan se, hvilke forhold det er, der fører frem til resultatet, og i mange tilfælde vil dette ikke kunne ske, uden at sådanne referater optages. Det bruges ved Vestre Landsret, som allerede højesteretsdommer Frost har omtalt. Jeg vil slutte mig til, hvad højesteretsdommer Frost sagde om uddannelsen til at skrive domme; i så henseende vil det i hvert fald være en lettelse, om der er visse regler, der kunne følges, et vist skema, som kunne være vejledende. Dommer H. G. Bechmann (D): Vi andre ikke-svenske har været fulde af beundring overfor de svenske hovrättsjuristers evne til at give deres retsafgørelser i overordentlig

80 H. G. BECHMANN knap form. Ville det ikke være et tilbageskridt, om man i Sverige ville slippe dette fortrin til fordel for en vidtløftigere form i det usikre håb, at denne skulle være mere instruktiv. Det fortælles om en prominent dommer, at da man sagde til ham: Du udøver et ophøjet hverv: at stifte ret, svarede han: Nej, bare at afvikle retstvister! Det er i virkeligheden dér dommerens opgave ligger: at afvikle en retstvist, at skaffe en løsning, den endelige løsning på en konkret borgerlig retstrætte. (Jeg taler kun om civile domme). Dommen skal ikke være en juridisk afhandling, endsige en doktordisputats; den er ikke til for at belære jurister eller for at anvise senere dommere, hvorledes de bør dømme, i hvorvel den kan bidrage dertil. Men vi jurister er meget beskedne folk, vi er bange for at forpligte fremtiden, for at sige mere, end vi kan stå ved, med ande ord for at afgøre mere end det forelagte konkrete tilfælde. Derfor søger vi så vidt muligt at holde os dertil. Skemaet for en dom bliver da det enkle:»skræder A har indstævnet B til at betale 300 kr. for et leveret sæt tøj, som B nægter at betale. Da det af sagens omstændigheder fremgår: at B har bestilt tøjet, at A har leveret det rettidigt, at B ingen mangel har kunnet påvise ved arbejde eller levering, at kravet er forfaldet, vil sagsøgerens påstand være at tage til følge.«dette er rammen. Der kan fyldes mere eller mindre i den af facta eller beviser men der behøves hverken henvisninger til fortilfælde el]er citater af forfattere, endsige redegørelser for loves forarbejder eller parlamentsforhandlinger. (En lovtekst får svare for sig selv, og det bliver altid farligt at ville finde dens mening udenfor dens ord!) Ved sit skrivebord, før han skriver sin dom, gransker dommeren alt sådant om fornødent findes ; efter omstændighederne forelægger han det for sine kolleger under voteringen, men i dommens tekst hører det ikke hjemme. Det er for parterne, dommen afsiges, og parternes interesse er, hvem der kan føre tilstrækkeligt bevis, og hvem der kan gennemføre sit krav. En påvisning af letfærdigheden af et påstået bevis kan være hensigtsmæssig, men drejer det sig om personlige vidnesbyrd, er det oftest bedst at nøjes med: bevist eller ikke bevist. Her forudsættes ingen offentlig votering. Værdien af denne, som den efter et foregående indlægs beskrivelse foregår i Norge, undslipper

MOTIVERING AV DOM 81 mig, idet den, når den først finder sted efter forudgående hemmelig rådslagning, forekommer mig at blive en ren parodi men muligvis beror dette på ukendskab til dens mekanik. Højesteretssagfører Poul Jacobsen (D): Med hensyn til den sidste ærede taler må jeg sige, at jeg var uenig med ham i alt, hvad han sagde. Derimod tror jog, at man kan sige, at det præsident Lindhagen skriver om motivering af dom også gælder for danske domme. Jeg mener ikke, at det er helt rigtigt, når man fik det indtryk af højesteretsdommer Victor Hansens tale, at der ikke var almindelig kritik her i landet af præmisser i danske landsretsdomme. Jeg tror, at den kritik, der, som højesteretsdommer Victor Hansen nævnte, er rettet af professor Ussing, må betegnes som meget skånsom, og den deles i hvert fald af det store flertal af danske sagførere. Jeg er derimod ganske enig med højesteretsdommer Victor Hansen i hans tærke kritik af landsretternes udformning af straffedomme, og jeg glædede mig også over at høre, at han var klar over; at vel er den voteringsform, som den danske højesteret anvender nu, en stor forbedring hvilket jeg i høj grad er enig i, men den bør ikke være den endelige løsning; vi må nå frem til fuld offentlig votering. Dette er egentlighoved grunden til, at jeg har taget ordet. Jeg synes, at det skal siges fra dansk side, at vi er mange, der mener, at højesteretsdommer Alten har ret i, at det bedste, man kunne gøre, var hurtigst muligt at antage den norske Højesterets voteringsform og ikke blot anvende den i Højesteret, men i alle kollegiale domstole. Jeg har den mening, og jeg tror, at den deles af mange, at det, der anføres herimod, nemlig hensynet til dommenes betydning som præjudikater og domstolenes prestige, ikke har afgørende vægt, idet man kun opstiller en falsk autoritet, som alle i virkeligheden ved ikke eksisterer. Den eneste rigtige måde at løse hele dette spørgsmål på er efter min opfattelse at lade enhver dommer med sit navn stå inde for sin dom og give den domsbegrundelse, som han mener er den rigtige. Derved opnår man den ærligste form for domme, og jeg tror, at man får de bedste vejledninger frem ikke blot for dommerne selv, men også for hele befolkningen, der udmærket godt ved, at naturligvis er dommere ikke altid enige, hvordan skulle de dog kunne være det, specielt i tvivlsomme sager, og man vil meget hellere erfare, hvad det er for principper og opfattelser, der står imod hinanden, så at man kan bedømme, hvilket standpunkt Dommerne hylder, og hvad de støtter sig til. 11

82 POUL JACOBSEN ARTHUR LINDHAGEN Hvis man ikke indfører en ordning, der i hvert fald i hovedsagen svarer til domsvoteringen i den norske højesteret, så kommer man ikke væsentligt videre i retning af at få bedre domme, i den forstand at man får bedre begrundelser. Jeg kunne lide at sige et par enkelte småting til. Højesteretsdommer Frost sagde, at han fandt det rigtigt, at man i så vidt omfang som muligt havde bevisoptagelsen med i dommen. Det har højesteretsdommer Frost ret i for danske underretsdommes, sø- og handelsretsdommer Frost ret i for danske underretsdommes, sø- og handelsretsgrund, at der så godt som ikke finder protokollering sted af vidneforklaringer, og derfor er det naturligvis nødvendigt, at disse i så vidt omfang som muligt refereres i dommene. Og så vil jeg lige sige en ting til. Jeg forstår ikke, at man er så bange for i højesteretsdomme at nævne præjudikater og literatur, hvis det er præjudikater og literatur, som virkelig har haft afgørende betydning for sagen. Jeg synes, at det er utilfredsstillende med disse noter i U.f.R., og det er ikke tilfredsstillende nok med kommentarer i Tidsskrift for Retsvidenskab, der jo kun gives af en enkelt dommer et par år efter, at sagen er pådømt. Jeg synes, at man meget vel kunne anføre literatur og domme, når sådant har haft afgørende betydning for sagen. Referenten, president, jur. dr. Arthur Lindhagen (S): De fåtaliga invändningarna mot mina teser ger mig anledning att framhålla följande kortfattade synpunkter. En talare har förklarat sig i hög grad gilla det gamla, svenska, kortfattade skrivsättet. Jag kan i viss mån förstå hans inställning och även jag menar att ett utförligare skrivsätt icke alla gånger är nödvändigt eller ens lämpligt. Men det väsentliga är att parternas och för all del också genomsnittsjuristens behov av att verkligen förstå tankegången i domen tillgodoses. Och i den delen tycker jag nog att den nämnda talaren visat sig något för snäv. Om man verkligen vill göra sig ordentligt förstådd, måste man enligt min erfarenhet bli något utförlig. De flesta danska talare har ställt upp till försvar för vad man kallar»bevisligheterne«. På denna punkt förefaller det mig som om jag trots allt inte lyckats göra mig riktigt förstådd. Vad jag menar är ju egentligen att ett berörande av bevisfrågan i domen inte bör ske i den formen, att vittnesmålen återges ungefär som i ett protokoll