Kunskap upplevelse pengar

Nordisk Museologi 2003 1 Kunskap upplevelse pengar 1 Kring senaste årsskifte pågick en museidebatt i några svenska dagstidningar. Chefredaktören för Dagens Forskning, historikern Anders Björnsson, fann fyra huvudteman när han sammanfattade debatten i DIKforum (nr 9 03): museernas inriktning, samhällsrelevans, forskning och samlingar. Samhällsrelevansen, det kanske övergripande temat, måste rimligtvis bejakas. Ett nät av offentliga museer blev under första hälften av 1900-talet ett accepterat samhällsåtagande. Inom ramen för 1970-talets svenska kulturpolitik följde en påtaglig professionalisering av museerna. Med stöd av statliga rapporter ställdes kvalitetskrav på samlande och samlingsvård, därmed på ökande ekonomiska insatser. Visandet och förmedlandet utvecklades, dels inom Riksutställningars särskilda uppdrag, dels genom en ökande skara museipedagoger. Museerna har erövrat en självklar roll som historiens hus, där medborgarna ska ha fri tillgång till historiska erfarenheter. Dock det samhällsekonomiska greppet hårdnar och olika lönsamhetskrav gör sig gällande. Samhällsrelevansen synas: forskningsuppdraget är omtvistat, även sedan den basverksamhet som kallats samlande/dokumentation döpts om till kunskapsuppbyggnad och makar museerna närmare eftertraktad forskningsstatus. Samlingsvård och trygg förvaring borde måhända anförtros specialistinstitutioner. Återstår visningsuppgiften vad söker egentligen besökaren i museet? Begreppen kunskap och bildning har länge varit honnörsord i myndighetsförväntningarna på museet, mot dem ställs i debatten gärna begreppet upplevelse. För de flesta politiker på olika nivåer är det i högtidstalen bildningsuppgiften som gäller, men detta kan i praktiken mer vara en munnens bekännelse. Museer som kan erbjuda upplevelser med lockelsen hos det unika och dyrbara, eller i dramatiska scenografier drar mer publik, något som politikerna kan anse bättre motsvara deras satsningar, eller som ger inkomster åt avgiftsbelagda historiehus. Även om kunskapssökandet med Tage Danielssons ord tillhör livets mer krävande glädjeämnen, måste den trötta läxan från otaliga symposier, seminarier och samkväm kring den falska dikotomin repas opp igen. Ett upplevelseskapande språk visuellt och verbalt är på ett oöverträffat sätt kunskapsbärande. Traditionen från den epok då museer etablerades som forskningsinstitutioner är visserligen seg. Dock är erfarenheterna positiva i museer

2 som vågat satsa på den visuella och performativa förmedlingen, den som bygger på beställning hos och samverkan med externa forskare, museer som rationaliserar sin dataförmedling i välfungerande faktarum och utvecklar den visuella kunskapsgestaltningen tillsammans med specialister som konstnärer, formgivare, scenografer, arkitekter etc. Historiens hus har sin uppgift i att ge historiska perspektiv på samtiden och, omvänt, en historieförståelse grundad på nuerfarenhet. Allt konkretiserat i reflexiva utställningar med stöd av den fysiska kulturarvsmassans mängd av föremål och kulturminnen. Museet borde, som Erik Hofrén föreslagit, kunna arbeta med en redaktion som erbjuder historisk medvetenhet och reflektion i nuets förvirring. När samhällsekonomin krymper på inkomstsidan och växer på utgiftssidan, finns en smygande oro för att museerna ska halka ner på makthavarnas prioriteringslistor. Lokal- och personalkostnader kan kanske täckas, men kunskapsuppbyggnaden, kulturarvsvården och den inspirerande erfarenhetsförmedlingen stagnerar, när all tid och kraft går åt för att skaffa sponsormedel för själva verksamheten. * I Nordisk Museologi, som härmed börjar sin elfte årgång, inleder Beate Federspiel med att teckna konturerna av museikonservatorns/samlingsvårdarens professionalisering. Bjarne Sode Funch visar hur publikundersökningar kan förfinas med fenomenologisk analys. Därefter följer en serie texter som mer av en slump kommit att bilda en museihistorisk exposé: Lennart Palmqvist skriver om antikens utställningar, Anne Aurasmaa om en minnesteater under renässansen, Mattias Bäckström om hur tidens kulturarvsidéer avspeglas i utställningar från fyra skilda epoker, Eric Hedqvist slutligen om utställningen från 1920-talet i Göteborgs naturhistoriska museum som ett museografiskt minnesmärke. En beskrivning av lokalmuseernas roll i Uleåborg-regionen i norra Finland, en undersökning utförd av två doktorander i Jyväskylä, Nina Rinta-Porkkonen & Saija Ylitalo, samt Lova Kempes närstudie av tre dräktutställningar visar till två andra viktiga museologiska områden. Line Hjorth har gjort sig mödan att gå igenom kvarlåtenskapen efter seminarie- och konferenscykeln Museum 2000, som nu föreligger i en mäktig volym med samma namn, och försöker avlyssna en grundton i den kakofoniska kören av deltagarröster. Sista ordet ges i klassikertexten åt den för några år sedan bortgångne Ingemar Tunander, en de små museernas talesman. Per-Uno Ågren

Nordisk Museologi 2003 1, s. 3 16 Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede 3 Beate Knuth Federspiel I 2000 fik Kunstakademiets Konservatorskole status som højere uddannelsesinstitution. 1 Konservatorskolens historie er også en del af konserveringens historie, og den udvikling, konserveringsuddannelsen i Danmark har gennemløbet siden etableringen i 1973, afspejler historien om professionaliseringen af konserveringsfaget i det 20. århundrede. Formaliseringen og systematiseringen af uddannelsen af konservatorer er et helt afgørende element i den udvikling. Etableringen af en formaliseret konserveringsuddannelse i Danmark skete på et tidspunkt, da konserveringsfaget var i hastig udvikling internationalt. Der var især tale om en styrkelse af konserveringens teoretiske og metodiske grundlag, samtidig med udviklingen af avanceret teknisk udstyr til undersøgelser og behandlinger, udbygning af eksisterende værksteder med laboratorier og udstyr, og etablering af formaliserede uddannelser både i Europa og USA. Den situation bør ses på baggrund af det politiske, sociale og kulturelle klima, som overordnet set var et resultat af 2. verdenskrig: De store internationale organisationer på kulturområdet blev dannet som dele af den omfattende struktur af organisationer under de Forenede Nationer, som overordnet alle havde samme udspring: den grundtanke, som er formuleret i FNs charter. 2 UNESCO (the United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation) blev dannet i 1945 med direkte reference til FNs charter. I 1956 blev i UNES- COs regi oprettet et internationalt center til fremme af bevaring af kulturarv: The International Centre for the Study of the Preservation and Restoration of Cultural Property, som tre år senere etablerede sig i Rom, og senere (1978) fik betegnelsen ICCROM (en forkortelse for den kortere form af det oprindelige navn, som efterhånden udviklede sig: the International Centre for Conservation, Rome). Allerede i 1946 var ICOM (the International Council of Museums) blevet dannet som en ngo (nongovernmental organisation) med formaliseret kontakt til UNESCO. En tilsvarende ngo på monumentbevaringsområdet opstod i 1964 med oprettelsen af ICOMOS (the International Council of Monuments and Sites). 3 Denne artikel er et forsøg på at belyse nogle af de mekanismer, som afgørende kom til at præge bevidstheden om nødvendigheden af at beskytte og bevare kultur og kulturarv, og dermed også formede de redskaber begrebs-

Beate Knuth Federspiel 4 mæssige såvel som organisatoriske som kendetegner konserveringsbegrebet i slutningen af det 20. århundrede. Begreber er redskaber til at forstå verden. Men de er ikke konstante, de ændres fortsat i historiske, politiske og sociale processer. Også når det drejer sig om kulturbevaringens begrebsmæssige og organisatoriske redskaber, er det nødvendigt at kende både de redskabers nutidige betydning, og deres oprindelse og skiftende betydning, for at kunne forstå, hvordan de bruges og tolkes og hvilke konsekvenser det har, eller kan have. Eller, sagt på en anden måde: for at kunne perspektivere dem i forhold til fortid og nutid. 4 En sådan undersøgelse perspektiverer samtidig de ændringer i opfattelsen af begrebet kulturarv, som bl.a. har været medvirkende til at kultur og identitet kunne blive centrale elementer i internationale politiske tiltag i slutningen af det 20. århundrede, 5 og som afgørende har ændret præmisserne for konservering af kulturarv og kravene til udøverne af den disciplin. 6 Verdensarv Michael Hardt og Antonio Negri henholdsvis litteraturteoretiker og politisk filosof, og forfatterne til en af de mest aktuelle analyser af verdensordenen i globaliseringens tidsalder analyserer i deres bog Empire 7 de internationale organisationer, som dannedes i kølvandet på de to verdenskrige i det 20. århundrede. De hævder bl.a. at forestillingen om en international orden allerede var etableret med oprettelsen af Folkeforbundet efter 1. verdenskrig. Oprettelsen af de Forenede Nationer efter 2. verdenskrig var blot en konsolidering og udvidelse af den forestilling, som udviklede sig til en international juridisk orden, som ved slutningen af det 20. århundrede var blevet global. 8 (Ordet globalisering bruges her i betydningen en ny økonomisk og politisk orden, hvor verdensmarkedet, en hierarkisk struktur med rødder i den økonomiske ekspansion efter 2. verdenskrig, har fået global rækkevidde ikke kun i geografisk betydning, men også i kraft af, at den samme hierarkiske struktur har politiske, sociale og kulturelle konsekvenser.) Set i det perspektiv får de internationale organisationer på kulturområdet en ekstra dimension, som det er nødvendigt at forholde sig til for at forstå kulturbevaringens begreber, struktur og rækkevidde, herunder nødvendigheden af professionaliseringen af konserveringsfaget. Unesco og de øvrige kulturorganisationer, som er nævnt i indledningen, har haft afgørende indflydelse på kulturbegrebet og dets forvaltning i slutningen af det 20. århundrede, ikke mindst i kraft af den lange række af juridiske dokumenter på bevaringsområdet i forhold til både kultur og natur som de har taget initiativ til, og af hvilke de vigtigste er: Haagkonventionen af 1954, Venedigcharteret 1964, Konventionen mod illegal handel med kulturarv 1970, og Verdensarvkonventionen fra 1972, og desuden den lange række af deklarationer, rekommendationer og chartre, som afgørende har formet teori og praksis i forhold til forståelsen af kultur(arv) og konserveringen af den. 9 I Unesco fik FN-grundtanken den drejning, at kendskab til og forståelse af andres kultur er forudsætningen for fred i verden; en antagelse som især globaliseringen har føjet nye perspektiver til, og som har medvirket til, at begreber som kulturel identitet, kulturel diversitet og kulturel pluralisme blev nøglebegreber i internationale politiske tiltag i slut-

Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede ningen af det 20. århundrede. 10 Helt afgørende er introduktionen af begrebet verdensarv (world heritage). 11 Forestillingen om en verdensarv bygger på den antagelse, at kultur og de (materielle) spor den afsætter, er et fælles anliggende. Tanken om kultur som et fælles anliggende er tidligst nedfældet i en folkeretlig aftale i 1758, som bl.a. opstiller retningslinier for beskyttelse af monumenter og kunstværker i krigstid. 12 Den begyndende bevidsthed om betydningen af at beskytte genstande og monumenter opstår i Oplysningstiden og er tæt knyttet til det ny begreb: nationen, som opstår på ruinerne af den feudale, absolutistiske stat. 13 Forestillingen om national identitet Det er vigtigt at være opmærksom på, at forestillingen om nationen og national identitet, som gradvist opbygges efter de store borgerlige revolutioner, opererer med et stærkt begrænsende (og begrænset) kulturbegreb. Det var, som Hardt og Negri påviser, tæt forbundet med projektet at skabe en ny magtstruktur i de territoriale områder, som stadig eksisterede, efter at de feudale stater var gået i opløsning og deres despoter styrtet. Det kulturbegreb, som blev konstrueret til det formål, har haft langtrækkende konsekvenser, som man er nødt til at kende, for at blive i stand til at forholde sig til nutidens juridiske dokumenter på kulturbevaringsområdet. Afgørende er, at forestillingen om en national identitet stadig er et stærkt element selv i nutidens bestræbelser på at beskytte og bevare kunstværker, genstande og monumenter, selv om man måske kan hævde, at forestillingen om national identitet ikke længere har de oprindelige, entydige nationalistiske, ekskluderende konsekvenser. 14 Selv med det udgangspunkt er det væsentligt ikke at overse, at 1700-tallets kobling af det nye begreb nation og kultur og de tidlige bestræbelser på at beskytte kulturens genstande, var grundlaget for de følgende århundreders eurocentrisme, kulturimperialisme og racisme. Uden at gå ind i ideologiske diskussioner om nationen i forskellige historiske kontekster, kan man konstatere, at de begreber og forestillinger, som er grundlæggende redskaber i nutidens kulturforvaltning har deres forudsætning i konstruktionen af nationalstaten. Det var især den ideologiske iklædning, som den tyske oplysningsfilosof Johann Gottfried Herder gav nationalstaten, som har formet de forestillinger om identitet og kultur, som danner grundlag for den begrebsmæssige og organisatoriske struktur i nutidens kulturforvaltning. Herder definerede nationen og national identitet som et produkt af en oprindelig enhed beroende på territorial og historisk kontinuitet. 15 Det resulterede i et statisk kulturbegreb, defineret af historisk kontinuitet og et bestemt æstetisk værdisæt. Som Hardt og Negri gør opmærksom på, udvikledes disse forestillinger i Europa på et tidspunkt, da europæerne var på vej til at spille en dominerende rolle i verden i kraft af kolonisering og industrialisering. Den europæiske nationalstat blev i den udvikling en maskine, som producerede andre 16 en karakteristik, som stadig har gyldighed, ikke mindst i forhold til identitet og kultur. Kulturmødet Antropologen James Clifford bekræfter billedet af det 20. århundredes kulturbegreb som hovedsageligt bestemt af tre (globale) faktorer: kolonialismen, de verdensomspændende konsekvenser af den industrielle kapitalisme 5

Beate Knuth Federspiel 6 og følgerne af to verdenskrige. Cliffords tese er at de omfattende sociale, politiske og økonomiske omvæltninger, som udviklingen medførte, bl.a. betød en stigende mobilitet. 17 I princippet er bevægelse, mobilitet, forudsætningen for mødet med andre kulturer, som i sig har et utopisk element, som havde været til stede siden de store europæiske opdagelsesrejser havde åbnet for en gradvist hyppigere kontakt med andre folkeslag og kulturer. Den historiske realitet er imidlertid, at europæernes barbari og grådighed overalt udslettede kulturer, undertrykte, udbyttede og koloniserede de fremmede. Antropologien var i 1800-tallet en ny og nyttig disciplin i legitimeringen af den kolonialistiske ekspansion. Antropologien præsenterede ikke-europæiske folk og kulturer som underudviklede europæere i en progressionistisk evolutionsteori, som hævdede at alle folkeslag og kulturer stræbte efter den samme civilisation som den, europæerne havde skabt. Man kan hævde, at der ligger en dialektik i hele den udvikling, og at kendskabet til andre og andre kulturer også er den første forudsætning for en ændret bevidsthed. Det gælder ikke mindst i en tidsalder, hvor kulturmødet ikke længere er betinget af kolonisering, men af en udvikling, hvor bl.a. (informations) teknologien og migrationerne har fremmet en ikke tidligere set mobilitet, som i høj grad aktualiserer og fornyer diskussionerne om kulturbevaringens begreber og organisationer. Kulturbevaring og den internationale orden På baggrund af især 2. verdenskrig ikke alene under indtryk af de massive ødelæggelser af kulturav, men først og fremmest på baggrund af den erkendelse, at internationale konflikter endnu engang var endt i krig fremstod nødvendigheden af at styrke bevidstheden om fælles interesser og en fælles kultur(arv) sammen med en bredere forståelse af begrebet særligt tydeligt. Man kan vælge at se den organisatoriske og begrebsmæssige struktur, som stræbte efter at styrke indsatsen på kulturområdet, som en slags modgift mod tidligere tiders nationalistiske og kolonialistiske forestillinger om kultur. Alene introduktionen af begrebet verdensarv som forudsætter erkendelsen af et fælles ansvar og ligeværdighed taler for en sådan tolkning. Alligevel ligger grundlaget for selve tankegangen om en verdensarv i de historiske strukturer, som kort er forsøgt skitseret, og som gør det nødvendigt at overveje nøje, hvordan begreberne tolkes og bruges. Det er præcis den bevidsthed, som siden begyndelsen af 1990 erne har afstedkommet diskussioner om de grundlæggende begreber især i forhold til Verdensarvkonventionens tekst. 18 For mennesker, der lever i begyndelsen af det 21. århundrede, er det relevant at stille spørgsmålet: er eksempelvis Verdensarvkonventionen (eller et hvilket som helst andet af de internationale juridiske dokumenter på kulturområdet) og forestillingen om det fælles ansvar i beskyttelsen af kultur et utopisk projekt, eller formuleret på en anden måde: er Verdensarvkonventionen et forældet instrument, som i globaliseringens tidsalder har udspillet sin rolle, eller er det tværtimod et fremtidsrettet instrument, som kan bidrage til international måske er det nødvendigt at sige global forståelse mellem folkene, i overensstemmelse med det store overordnede mål (FN og Unesco). I historisk lys er et positivt svar kun muligt, hvis betydningen af de begreber, de opererer med og tolkningen af dem, fortsat er til debat, og omdefineres og udvides i takt med, at verden ændrer sig.

Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede Uddannelsesspørgsmålet Bestræbelserne på at etablere et effektivt system til beskyttelse af kultur efter 2. verdenskrig og fremme det internationale samarbejde omfattede ikke mindst initiativer til at etablere uddannelser inden for konservering. Traditionelt havde konserverende behandlinger været en slags bibeskæftigelse for kunstnere og håndværkere af forskellig art. 19 Der eksisterede ingen formaliserede uddannelser før 1930 erne, og de initiativer, der begyndte i mellemkrigstiden, blev effektivt stoppet af 2. verdenskrig. Behovet for retningslinier og formaliserede uddannelser inden for konservering blev allerede drøftet på Unescos 9. generalforsamling i New Delhi i 1956, som også tog beslutning om at oprette et internationalt center til fremme af bevaring af kulturarv. Den beslutning udmøntede sig tre år senere i oprettelsen af ICCROM (se indledningen). Et af centrets kerneområder har siden 1966 været at tilrettelægge internationale uddannelsesprogrammer inden for en række konserveringsdiscipliner. Siden oprettelsen af ICCROM har uddannelses- og forskningsaspektet af konservering været højt prioriteret internationalt og nationalt med etableringen af en lang række konserveringsuddannelser i løbet af 1960 erne, -70 erne, -80 erne og -90 erne. Den internationale museumsorganisation ICOM har siden sin oprettelse i 1946 også haft en afgørende funktion i forhold til konserveringens teori og praksis, især efter oprettelsen af ICOM-CC (Committee for Conservation)i 1965, som udgør et internationalt forum for forskning og videreudvikling inden for konservering. ICOM-CC fremlagde i 1984 en definition af professionen og dens grundlæggende formål, principper og krav til dens udøvere, som er væsentlig for forståelsen af nutidens konserveringsbegreb. 20 Oprettelsen af formaliserede konserveringsuddannelser betegner et afgørende brud med traditionen inden for faget, hvis udøvere tidligere blev oplært i kortvarige meget uensartede forløb alene baseret på praktisk erfaring, og som varierede stærkt fra værksted til værksted og fra institution til institution. Desuden havde de forskellige konserveringsfaglige discipliner meget forskellige forudsætninger, og var generelt omgivet af hemmelighedskræmmeri, hvilket medførte en uensartethed i holdninger og praksis, som har præget faget langt op i det 20. århundrede. Afgørende for fagets udvikling og for uddannelsernes karakter har især været anvendelsen af tekniske og naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder og udviklingen af avanceret teknisk udstyr i konserveringsprocesser, som især har kendetegnet konservering siden 2. verdenskrig. Desuden har udviklingen af den tekniske museologi skærpet opmærksomheden om klima- og lysforhold, luftforurening, håndtering og opbevaring, siden begyndelsen af det 20. århundrede. Den tekniske museologi har i høj grad præget teori og praksis inden for området præventiv konservering, en disciplin der først for alvor har taget form i løbet af de seneste to årtier af det 20. århundrede, og som udgør et væsentligt princip i moderne konservering. Anvendelsen af naturvidenskabelige metoder i undersøgelser og behandlinger skærpede desuden opmærksomheden for konserveringens muligheder i forhold til tilgrænsende fag som arkæologi, kunsthistorie og historie. 21 I løbet af det 20. århundrede blev faget stadig mere tydeligt defineret i forhold til naturvidenskabelig metode og teori. De første ek- 7

Beate Knuth Federspiel 8 sempler på kemikere tilknyttet konserveringsværksteder stammer helt tilbage fra 1888 og er knyttet til arkæologisk konservering. 22 Gennem de første tre årtier af det 20. århundrede er der stadig flere eksempler på etableringen af laboratorier i tilknytning til konserveringsværksteder: 1919 British Museum, London; 1920 Det ægyptiske Museum, Cairo, 1925 Louvre, 1928 Fogg Art Museum, Boston; 23 1931 National Gallery, London; 1933 The Courtauld Institute; og en række flere op gennem 1930 erne, -40 erne, og -50 erne. 24 Fogg Art Museum s Technical Department stod desuden bag udgivelsen og redigeringen af et af de tidligste tekniske konserveringstidsskrifter: Technical Studies in the Field of Fine Arts, som udkom fra 1932. Professionaliseringen af konservatorfaget Resten af århundredet er videreudviklingen af de teknisk-naturvidenskabelige undersøgelsesog behandlingsmetoder konserveringsfagets omdrejningspunkt, og man kan næsten tilføje: dets berettigelse. Det er især i forhold til de aspekter, at fagets selvforståelse og professionalisering vokser frem i løbet af det 20. århundrede. Det er også i tilknytning til disse første laboratorier, at de tidligste systematiserede konserveringsuddannelser etableres. Fra 1933 uddannedes eksempelvis malerikonservatorer ved The Courtauld Institute of Art, og i 1937 etableredes en uddannelse for kulturhistorisk konservering ved Institute of Archeology, som også var tilknyttet London University. I 1935 etableredes en akademisk konserveringsuddannelse ved Wiens kunstakademi, og i 1939 var Instituto Centrale per Restauro etableret i Rom. Tiden efter 2. verdenskrig var især præget af bestræbelserne på at skabe nogle overordnede fælles instrumenter i kulturbevaring, som især foregik i regi af Unesco og ICCROM. Desuden har de internationale ngo er ICOM og ICOMOS haft afgørende betydning både for den tiltagende offentlige interesse i bevaring, og i professionaliseringen af konserveringsfaget bl.a.i kraft af formuleringen af etiske regelsæt. Andre vigtige initiativer lige efter krigen var bl.a. stiftelsen i 1950 af The International Institute for the Conservation of Museum Objects, der senere ændrede navn til det nuværende IIC, The International Institute for the Conservation of Historic and Artistic Works. 25 IIC har siden 1952 bl.a. udgivet et af konserveringens helt centrale tidsskrifter, Studies in Conservation, der var en videreførelse af den idé, som Fogg Art Museum virkeliggjorde allerede fra 1932 med tidsskriftet Technical Studies in the Field of Fine Arts. Udover sin centrale rolle i konserveringsfagets udvikling har de to tidsskrifter også haft en afgørende indflydelse på den kunsthistoriske disciplin, der betegnes teknisk kunsthistorie, som især gennem 1960 erne, -70 erne og -80 erne har bidraget væsentligt til den kunsthistoriske forskning. Det er også IIC, der siden 1955 har udgivet AATA (Art and Archeological Technical Abstracts), som har bidraget til tværfagligt samarbejde ikke alene for konservatorer, men også for arkæologer, kunsthistorikere og en række naturvidenskabelige discipliner. I takt med konserveringens teknologiske og metodologiske udvikling har konservering etableret sig som en tværdisciplinær videnskabelig disciplin af afgørende betydning for en række akademiske discipliner, der også beskæftiger sig med den materielle kultur.

Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede I løbet af 1970 erne og -80 erne begyndte der igen at etableres konserveringsuddannelser på højt niveau på universiteter og kunstakademier rundt omkring i Europa eksempelvis ved kunstakademiet i Stuttgart, ved universiteterne i Cambridge, Cardiff og Durham, ved Sorbonne Universitet, kunstakademiet i Dresden, kunstakademiet i København, universitetet i Madrid, kunstakademiet i Bern, Gøteborg Universitet, i Portugal, Grækenland og senest i Norge ved Oslo Universitet. 26 Det er interessant ikke mindst i forhold til den danske konservatorskole og diskussionen om konservatorers status i det akademiske system at de formaliserede og systematiserede konserveringsuddannelser i 1930 erne og igen i løbet af 1970 erne og -80 erne er etableret i regi af universiteter og kunstakademier, uden nødvendigvis at have status som højere uddannelser. Konservering håndværk eller akademisk disciplin? Diskussionen om hvorvidt konservering var et håndværk lært på den traditionelle måde i et lærer-elev forhold med vægt på praktisk erfaring og håndværksmæssige færdigheder, eller en videnskabelig disciplin med undervisning på universitetsniveau begynder først i 1970 erne og bliver stadig mere hårdt trukket op i takt med etableringen af stadig flere konserveringsuddannelser. Spørgsmålet blev i særlig grad sat på spidsen i Tyskland, hvor man i 1980 etablerede en restauratoruddannelse som en ren håndværksuddannelse organiseret under det tyske håndværkerforbund, samtidig med at konservatorer blev uddannet på universitetsniveau organiseret under det tyske konservatorforbund. 27 Udviklingen afspejler nye tendenser i faget, som allerede var begyndt at gøre sig gældende tidligt i det 20. århundrede, hvor konserveringens traditionsbestemte tætte forbindelse til udøvende kunstnere og håndværkere efterhånden blev afløst af en ændret opfattelse af konservering som en videnskabelig disciplin. Oprettelsen af uddannelser i forbindelse med naturvidenskabelige laboratorier på en række konserveringsværksteder i løbet af 1930 erne var et led i den udvikling, som kom til at få afgørende indflydelse på tilrettelægningen af uddannelserne senere i århundredet. Men det er først med bestræbelserne på en overordnet definition af professionen, at grundlaget var til stede for en officiel anerkendelse af konservering som en højere uddannelse. ICOM-CCs definition af professionen i 1984 har gennem ICOM vundet tilslutning af konservatorer over hele verden. Afgørende er det i denne sammenhæng, at retningslinierne beskriver en uddannelse som ekvivalerer en universitetsuddannelse. 28 Et andet centralt spørgsmål i diskussionen om uddannelsen af konservatorer har været foranlediget af det teoretiske og metodiske grundlag i de akademiske konserveringsuddannelser. Overordnet tegner der sig efter 2. verdenskrig to hovedtendenser. Naturvidenskab eller historisk æstetisk disciplin? Den ene hovedtendens er tæt forbundet med anvendelsen af naturvidenskabelige metoder og avanceret teknologi i dokumentation, diagnostisering og behandlinger, som allerede begynder tidligt i århundredet. Den anden kan forbindes til den ændrede bevidsthed, som afspejledes især i ICCROM, hvor uddannelse var hovedmålet, og hvor det ikke mindst var ICCROMs mangeårige leder Paul Philippots 9

Beate Knuth Federspiel 10 opfattelse af konservering som en historisk og æstetisk disciplin, der kom til at præge udviklingen. 29 Philippot formulerede allerede i begyndelsen af 1970 erne et særdeles fremsynet uddannelseskoncept, som tog udgangspunkt i konserveringens historie og teori. 30 Heri støttede han sig til Restauro Critico bevægelsen og Cesare Brandis teorier, som udgjorde rammen for teoridannelserne i konservering gennem 1960 erne og -70 erne. Benedetto Croces historiefilosofi, som bygger på opfattelsen af historien som kilde til forståelse af mennesket, var det ideologiske grundlag i Brandis teorier. De bidrog bl.a. til at styrke forestillingen om kunst- eller kulturgenstanden som en tekst, hvis aflæsning konservatorer har en væsentlig indsigt i og indflydelse på, og som forudsætter en historisk-kritisk tilgang. 31 De to forskellige akademiske traditioner den naturvidenskabelige over for den humanistiske kom således til at præge konserveringsfaget. Det har til tider afstedkommet faglig uenighed, men har først og fremmest betydet, at bevidstheden om konserveringsfagets større perspektiver er blevet skærpet. Det har bl.a. sat sig spor i udviklingen af undervisningsprogrammerne i en række europæiske konserveringsuddannelser, hvor de historiske og teoretiske discipliner har fået mere plads i løbet af de seneste årtier, ikke på bekostning af de tekniske discipliner, men som et nødvendigt supplement til og perspektivering af dem. I takt med denne udvikling har der især i løbet af de sidste to årtier begyndt at udvikle sig en kritisk reflekterende holdning til såvel fagets praksis defineret af dets naturvidenskabelige grundlag, som til dets teoretiske grundlag. Udfordringen af traditionelle forestillinger om museers rolle og funktion i samfundet og kulturgenstandes definition og identitetsskabende perspektiver, som bl.a. har præget den teoretiske museologi fra omkring midten af det 20. århundrede har sammen med den skærpede bevidsthed om konservering som en æstetisk og historisk disciplin, bidraget til den kritiske reflektion over konserveringens mål og midler og konserveringens rolle i nutidens samfund, som tydeligt præger udviklingen i konserveringsfaget ved overgangen til det 21. århundrede. Diskussionerne på internationalt kulturpolitisk plan, især om definitionen af begrebet kulturarv, som afspejles i en række af Unescos kulturpolitiske tiltag (bl.a. i udgivelsen af en række rapporter, hvis kerne er omdefinering af kulturarvsbegrebet: Our Creative Diversity, 1995, og verdenskulturrapporterne 1998, 2000, 2002), er centrale i konserveringsfaget ved årtusindskiftet. 32 I takt med de udvidede forestillinger om betydningen af kulturarv og nødvendigheden af at beskytte den, har tilsvarende konserveringsbegrebet ændret sig fra en naturvidenskabeligt baseret, teknisk disciplin til et aspekt af kulturbevaring, hvor vægten i højere grad ligger på genstandes, monumenters og kunstværkers betydning og sammenhæng frem for på isolerede tekniske problemer. 33 Mod en europæisk konserveringsuddannelse På baggrund af denne stadige udvikling i konserveringsfaget, som har haft afgørende indflydelse på undervisningsprogrammerne og styrkelsen af konserveringsfagets videnskabelighed, er kravene om officiel anerkendelse af de akademiske konserveringsuddannelser som højere uddannelser på universitetsniveau blevet skærpet igennem 1990 erne. Et af pej-

Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede lemærkerne er ECCOs (European Confederation of Conservator-Restorer s Organisations) formulering i 1993 af professionens retningslinier, som alle europæiske konserveringsorganisationer har tilsluttet sig, og som understreger nødvendigheden af at etablere konserveringsuddannelser på universitetsniveau. 34 På EU topmødet i Pavia i 1997, som havde temaet: Preservation of Cultural Heritage: Towards a European profile of the Conservator-Restorer, og hvis formål var at formulere fælles europæiske retningslinier for konservering af kulturarv, vedtoges det såkaldte Pavia-dokument. Heri anbefales i artikel 1: The recognition and promotion of Conservation-restoration as a discipline covering all categories of cultural property and taught at university level or recognised equivalent, with the possibility of a doctorate. 35 Der er således tale om en yderligere skærpelse af kravene til konserveringsuddannelser med vægt på nødvendigheden af forskning. Pavia-dokumentet markerer det første skridt i en fælles europæisk enighed i koordinering af konserveringsuddannelserne på universitetsniveau. 36 En udløber af Pavia-dokumentet var stiftelsen af ENCoRE (European Network of Conservation-Restoration Education) i 1997, et europæisk uddannelsesnetværk, med det formål at fremme forskning og uddannelse inden for konservering af kulturarv baseret på ECCOs retningslinier og Pavia-dokumentet. 37 Senest har ENCoRE, på sin generalforsamling i 2001, vedtaget retningslinier for konserveringsuddannelser på universitetsniveau, i overensstemmelse med Bologna-dokumentet, som samordner de Europæiske universitetsuddannelser, 38 hvilket overordnet set ikke alene fremmer det videnskabelige niveau inden for konservering, men også mobiliteten. På trods af, at der på europæisk plan er etableret en lang række konserveringsuddannelser med samme omfang og videnskabelige niveau som universitetsuddannelser, er konserveringsprofessionen kun ganske få steder omfattet af lovgivning, der beskytter den akademiske uddannelse som konservator. I 1999 blev på ECCOs initiativ iværksat en europæisk undersøgelse til belysning af det juridiske grundlag for reguleringen af bevaringen af kulturarv og i særdeleshed konservatorens ansvar og forpligtelser. Resultatet af undersøgelsen er foreløbig publiceret i Apel-rapporten 39 og viser, at den eksisterende lovgivning til beskyttelse af kulturarv i de 14 lande, der var med i undersøgelsen, kun i enkelte tilfælde omfatter lovgivning for konservering og restaurering. Det betyder, at konservatorens juridiske ansvar og forpligtelser i forhold til øvrige involverede parter ikke er defineret. En afgørende forudsætning herfor er en klar, fælles definition af konservatorers professionelle status og fælles procedure i konserveringsprojekter. Apel-rapporten anbefaler vedtagelse af fælles principper og fælles lovgivning som bl.a. omfatter professionens status i det europæiske uddannelsessystem. Det mål betegner uden tvivl det næste skridt i konserveringsfagets professionalisering. Konklusion I foråret 2000 blev Konservatorskolens forskning evalueret af en international bedømmelseskommitte. 40 Konklusionen af evalueringen var, at Konservatorskolens forskning fuldt ud lever op til højeste internationale standard inden for de konserveringsfaglige områder, skolen dækker. 41 Rapporten anbefaler, at Konservatorskolen gives mulighed for indførelse af PhD niveauet i uddannelsen, og at der 11

Beate Knuth Federspiel 12 derfor indføres en stillingsstruktur for det videnskabelige personale som på andre højere uddannelsesinstitutioner. Dermed var de videnskabelige forudsætninger for skolens overgang til højere uddannelsesinstitution på plads, og det næste skridt var lovbekendtgørelsen (se note 1). Da Konservatorskolen blev oprettet i 1973 var uddannelsen stærkt præget af fagets håndværksmæssige og tekniske traditioner. I de 30 år, der er gået, har indsatsen været koncentreret ikke alene om at styrke forskningen men også det internationale samarbejde. 42 De ændringer, konserveringsbegrebet har gennemløbet i sidste halvdel af det 20.århundrede og som er forsøgt beskrevet her, er klart afspejlet i Konservatorskolens historie. Generelt er de europæiske konserveringsuddannelser i stigende antal blevet akademiske eller er på vej til at blive det. Der er tale om 5-årige uddannelser med en struktur og titulatur som på universiteterne (BA, MA, PhD.). Det har først og fremmest betydet, at konservatorer er trænet i kritisk tænkning og er i stand til at se langt ud over de tekniske og materielle aspekter, som konservering også angår, og som de også behersker. Dér ligger de afgørende fornyelser i faget måske mere end i udviklingen af nye metoder og materialer, som stadig er og fortsat vil være centralt i konservering. Evnen til at operere med de større perspektiver fremmer bl.a. det tværfaglige samarbejde ikke alene mellem de forskellige konserveringsfaglige discipliner, men også med kunsthistorikere, arkæologer, etnologer, arkitekter, historikere og andre discipliner, der beskæftiger sig med kultur og kulturarv. Måske er de to mest centrale ord i konserveringsfaget i de seneste to årtier: forandring og indflydelse. Forandring, eftersom konservering ikke længere kun drejer sig om tekniske løsninger af tekniske problemer. Indflydelse, fordi konservatorer stadig oftere befinder sig i situationer, hvor de er nødt til at introducere nye måder at tænke og handle på, ikke mindst i forhold til præventive foranstaltninger, som ofte berører alle funktioner i en institution. Med den indsigt, konservatorer har i kulturgenstandes materiale, de materielle spor og deres kontekst, er det også nemt at forestille sig konservatorer som kuratorer. 43 Nutidens konservatorer har både den teoretiske indsigt og de nødvendige (begrebsmæssige) redskaber og dermed også forpligtelsen til at deltage i og påvirke diskussionen om, hvordan samfundet opfatter og bruger kultur(arv), hvad vi gør ved de materielle genstande både i konserverende behandlinger og i formidlingssammenhæng, og hvilken betydning det har for den politiske, sociale og økonomiske udvikling i samfundet. Noter 1. Lovbekendtgørelse nr. 889 af 21. september 2000. Bekendtgørelse om lov om videregående uddannelser m.v. under Kulturministeriet. Loven trådte i kraft med Bekendtgørelse nr. 205 af 27. marts 2003 2. Charter of the United Nations, www.un.org se også UNESCO Constitution www.unesco.org. Grundtanken kan f.eks. sammenfattes med et par citater fra FN s charter, artikel 1: To maintain international peace... og 2: To develop friendly relations among nations based on respect for the principle of equal rights and self-determination of peoples. 3. Information om de enkelte organisationer findes på : www.iccrom.org, www.icom.org, www.icomos.org. Ngo erne er en vigtig konstruktion i nutidens civile samfund, ikke mindst i en udvikling, hvor de globale markedskræfter i

Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede stadig stigende omfang dominerer sektorer, som tidligere var varetaget af offentligheden, men som i overensstemmelse med den herskende nyliberalistiske ideologi privatiseres, og derved gøres til genstand for privat profitspekulation. Ngo erne er en modvægt mod den tendens. Ngo ere opererer i nutidens samfund på alle niveauer: lokalt, nationalt og globalt. 4. Beate Federspiel: Bevidstheden om kulturarv og incitamenter til bevaring, Nordisk Museologi, nr 2, 1998, s. 3 16 5. Our Creative Diversity. The Report of the World Commission on Culture and Development. UNESCO, 1995, 1996 Culture, Creativity and Markets.The World Culture Report 1998. UNESCO Publishing 1998 Cultural Diversity, Conflict and Pluralism. The World Culture Report 2000. UNESCO Publishing 2000 United Nations Year for Cultural Heritage, www.unesco.org (se især Cultural Policy Resources) Beate Federspiel: Our Creative Diversity and contemporary issues in conservation, i: ICOM-CC, 12th Triennial Meeting, 29 August 3 September 1999, Preprints, Vol.I, p.166 171 Beate Federspiel, 1998 6. Daniel Bluestone: Challenges for Heritage Conservation and the Role of Research on Values. pdf fil : www.getty.edu/conservation/resources/ reports Nicholas Stanley Price i ICCROM Newsletter, nr. 27, October 2001 (from the Director- General s desk), og ICCROM Newsletter, nr.28, September 2002 (from the Director-General s desk) Beate Federspiel: The Definition of the Conservation Profession, and its Field of Operation. Past Practice Future Prospects. British Museum, Occasional Paper 145, 2001, p.75 80 7. Michael Hardt, Antonio Negri: Empire, Harvard University Press 2001 8. Hardt og Negri, 2001, kap.1.1. World Order, 3 21 9. Til orientering om de internationale dokumenter på kulturområdet se f.eks.: www.unesco.org, hvor der udover selve teksternes ordlyd også findes historisk baggrundsmateriale 10. Beate Federspiel, 1999 11. Begreberne world heritage og cultural heritage optræder først efter 1945 i den internationale terminologi på kulturområdet. Brugen af begreberne afspejler en forestilling om de store historisk og æstetisk definerede kulturmindesmærker som et fælles anliggende for hele menneskeheden. Det udgør grundtanken i den internationale lovgivning på kulturområdet, selv om kriterierne for at noget defineres som verdensarv har været og stadig er stærkt omdiskuterede. Selv om begrebet verdensarv omfatter både kultur og natur, er det alene de kulturelle aspekter, der behandles her. 12. Le Droit des Gens er formuleret af den schweiziske jurist Emmerich de Vattel i 1758, og er den første folkeretlige aftale om kulturav i krigstid og dermed forløberen for Haagkonventionerne, af hvilke den første stammer fra 1899. Jukka Jokilehto: A history of Architectural Conservation. I III. D.Phil Thesis, University of York. 1986, Vol II, p. 412. Publiceret i en forkortet udgave: Jukka Jokilehto: A History of Architectural Conservation. Butterworth-Heinemann 1999 13. Hardt og Negri, 2001, kap.2.2. Sovereignty of the nation-state, (p.93 113) Benedict Anderson: Imagined Communities. London 1994 (1.ed. 1983), kap.1 14. Med det forbehold, at det ikke blot er uhyre vanskeligt at analysere, men tilmed umuligt at definere begreberne nation, nationalitet og nationalisme, karakteriserer Benedict Anderson nutidens forestilling om nationalitet og national identitet som et socio-kulturelt fænomen, som alle har ligesom alle har et køn, mens de tidligere nationalistiske/kolonialistiske underto- 13

Beate Knuth Federspiel 14 ner ikke længere er afgørende. The reality is quite clear: the end of the era of nationalism so long prophesied, is not remotely in sight. Indeed, nationness [senere defineret som nationalitet] is the most universally legitimate value in the political life of our time. (Anderson, 1994, s.3) 15. Hardt og Negri, 2001, p.100 101 16. Hardt og Negri, 2001, p.115 17. James Clifford: Routes. Travel and Translations in the late 20th century. Harvard University Press, 1997. Prologue. In Medias Res, p.1 13 18. I 1992 tog Verdensarvkommitteen initiativ til to internationale konferencer om autenticitetsbegrebet, som det er brugt i konventionsteksten, se:k.e. Larsen and N. Marstein(eds): Conference on Authenticity in Relation to the World Heritage Convention. Preparatory Workshop, Bergen, Norway. Oslo 1994, og: K.E. Larsen (ed.): The Nara Conference in Relation to the World Heritage Convention. Nara, Japan, November 1994, Publ. by UNESCO, ICCROM, ICOMOS and the Agency for Cultural Affairs, Japan 1995. I 30-året for Verdensarvkonventionen, som blev tiltrådt i november 1972 har der været adskillige drøftelser af konventionens betydning, bl.a. : World Heritage 2002, Shared Legacy, Common Responsibility. International Congress organized by UNESCO and the Government of Italy, Venice 11 12 November 2002 : www.whc.unesco.org/venice 19. Koos Levy-van Halm: Zur Geschichte der Restaurierung in Holland. Eine Skizze, i: Geschichte der Restaurierung in Europa. Akten des internationalen Kongresses Restauriergeschichte, Interlaken 1989, p.97 111; se også: Ulrich Schiessl: The Conservator-restorer. A short history of his profession and the development of professional education, i: Con.B.E.FOR (Conservatori-restauratori di Beni Culturali in Europa: Centri ed Instituti de Formazione). Assoziatione Giovanni Secco Suardo, Lurano, 2000, p.37 61 20. www.icom.org 21. Naturvidenskabelige (især kemiske) undersøgelser af kulturhistoriske og arkæologiske genstande havde allerede fundet sted fra begyndelsen af det 19. århundrede, og var især knyttet til studier af forhistoriske og antikke materialer, men vinder først senere indpas i konser-veringssammenhæng. Se bl.a. Miriam Clavir: The Social and Historic Construction of Professional values in Conservation, Studies in Conservation, 43, 1998, s.1 8: og : Ulrich Schiessl: The Conservator-Restorer: a short history of his profession and principles. i: 25 Years. School of Conservation. The Jubilee Symposium, 18 20 May 1998. Det Kongelige Danske Kunstakademi, Konservatorskolen 1998, s.139 156 22. Schiessl, 1998, s.148 23. Francisca G. Bewer: Technical Research and the Care of Works of Art at the Fogge Art Museum (1900 to 1950), i: Past Practice Future Prospects, British Museum Occasional Paper number 145, ed. By. Andrew Oddy and Sandra Smith, British Museum 2001, s.13 18 24. Clavir, 1998, og Scheissl, 1998 25. Om IICs historie og virksomhed se: www.iiconservation.org/info 26. Ulrich Schiessl: The conservator-restorer. A short history og his profession and the development of professional education. Con.B.E.FOR(Conservatori-restauratori di Beni Culturali in Europa: Centri ed Instituti de Formazione). Assiciazione Giovanni Secco Suardo, Lurano, 2000, s. 37 61 27. Ulrich Schiessl, 2000 28. ICOM / CC : The conservator-restorer: A definition of the profession, Copenhagen 1984, se især artikel 5 : Training and education of the conservator-restorer, www.icom.org 29. Paul Philippot: Pénétrer l art. Restaurer l oeuvre. Une vision humaniste. Hommage en forme de

Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede florilége. Edité par C.Périer-D Ieteren. Groeninghe Eds, 1990. se især: Portrait, s.11 19 30. Paul Philippot: A typology of curricula for training of specialists in conservation ICCROM Newsletter nr.2, 1974, s. 1 2. 31. Cesare Brandi: Teoria del Restauro. Torino 1977 (1.ed.1963), se også: Jukka Jokilehto: A History of Architectural Conservation. The Contribution of English, French, German and Italian Thought towards an International Approach to the Conservation of Cultural Property. Ph.D. Thesis. University of York, Institute of Advanced Architectural Studies. September 1986, Vol.II, chapter 21: Towards International Guidelines, s.419 442 Paul Philippot: Restoration from the Perspective of the Humanities, i: Readings in Conservation, i: Historical and Philosophical Issues in the Conservation of Cultural Heritage. Ed. Nicholas Stanley Price et.al. The Getty Conservation Institute. Los Angeles, 1996. Paul Philippot: Historic Preservation: Philosophy, criteria, guidelines, i: Readings in Conservation I : Historical and Philosophical Issues in the Conservation of Cultural Heritage. Ed. Nicholas Stanley Price et al. The Getty Conservation Institute, Los Angeles, 1996 s. 32. Beate Federspiel, 1999 33. Beate Federspiel, 2001 34. E.C.C.O. Professional Guidelines and Code of Ethics, 1993: www.ecco-edu.org 35. ECCO Newsletter, No.4, January 1998, se også: www.ecco-edu/org og www.encor-edu/org 36. Gaël de Guichen: The Pavia Document: Towards a European profile of the Conservator-restorer, i: Museum International, nr. 199, 1998, UNES- CO, Paris, s.55 58 37. European meeting of the institutions with conservation education at academic level. ENCoRE. Dresden, 8. und 9. November 1997. hochschule für Bildende Künste, Dresden 1997 38. ENCoRE Newsletter nr. 6, 2002, se også: Clarification of Conservation/restoration Education at University Level or Recognised Equivalent. ENCoRE 3rd. General Assembly 19 22 June 2001, Munich 39. Apel: Acteurs du patrimoine Européen et Legislation: Survey of the Legal and Professional Responsibilities of the Conservator-Restorer as regards the other Parties involved in the Preservation and Conservation of Cultural Heritage. ECCO and ICCROM, 2001 40. Kommitteen, der var nedsat af Kulturministeriet, bestod af Dr. Jonathan Ashley Smith, leder af Konserveringsafdelingen ved Victoria and Albert Museum, London; Dr. Judith Hofenk de Graaf, leder af Konserveringsafdelingen ved Instituut Collectie Nederland, Amsterdam; og direktør for Moesgaard Museum i Århus, Jan Skamby Madsen. 41. Evaluation of the Research of the School of Conservation. Final Report. June 2000. Konservatorskolens arkiv 42. Den kommende publikation i anledning af Kunstakademiets 250 års jubilæum i 2004, vil bl.a. indeholde et kapitel om Konservatorskolens historie som en af skolerne under Kunstakademiet 43. Kulturen i Lund arbejder i øjeblikket med et helt nyt udstillingskoncept, kurateret og styret af institutionens konservator i samarbejde med arkæolog, etnolog og historiker. Udstillingen åbner i 2004 Summary The concept of conservation in the 20th century The professionalisation of conservation took shape during the 20th century and is marked by the increasing application of advanced technical equipment in examinations and treatments, along with the strengthening of the theoretical and methodological approach, and the establishing of formalized education in con- 15

Beate Knuth Federspiel 16 servation. This development is analysed against the background of the international situation after the 2nd World War in particular with regard to the organisational and conceptual structure in the field of culture. The article discusses some of the central concepts in heritage conservation as reflected in legal instruments to protect cultural heritage and their consequences for conservation theory and practice in particular the notion of culture and world heritage in the age of globalisation. Beate Knuth Federspiel Konservator Konservatorskolen, Det Kgl. Danske Kunstakademi Esplanaden 34 DK-1263 København K Fax: +45-33 74 47 77 E-mail: bkf@kons.dk

Nordisk Museologi 2003 1, s. 17 38 Den fænomenologiske metode i museologisk forskning 17 Bjarne Sode Funch Introspective observation is what we have to rely on first and foremost and always. William James, 1890, I: 185 Fænomenologi er læren om menneskets bevidsthedsliv. I den grundlæggende udforskning af bevidsthedslivet anvendes den fænomenologiske metode som består af en række strategier til iagttagelse og beskrivelse af det der træder frem i bevidstheden. Da livets primære fremtrædelsesform er dets aktualisering i bevidstheden, har fænomenologisk forskning en central position inden for den psykologiske videnskab. Men hvad har fænomenologi og museologi med hinanden at gøre? Inden for museumsvirksomhed som inden for enhver anden virksomhed, spiller den menneskelige faktor en større rolle end man almindeligvis tilkender den. Museale samlinger er skabt af mennesker. Mennesker med særlige interesser, viden og trang til at bevare og formidle. Ønsker man at forstå disse basale former for menneskelig virksomhed med henblik på at forbedre og udvikle det arbejde der varetages af et museum, må man søge kendskab til de bevidsthedsfænomener som er knyttet til de pågældende aktiviteter. Principper for indsamling, bevaring og formidling bygger oftest på fagspecifik viden og løse formodninger. Faglig viden om det kultur- eller naturområde museet forvalter og løse formodninger om de psykologiske forhold der hersker mellem mennesker og deres naturgivne og kulturelle omgivelser samt deres historiske fortid. Museumsvirksomhed der sætter mennesket i centrum kan ikke nøjes med psykologiske formodninger, men må gøre klart hvilken betydning og funktion museet har for det enkelte menneske. Kun gennem psykologisk forskning er det muligt at få kendskab til de forhold i den menneskelige psyke og eksistens der gør museet til en kulturel institution i samfundet. Den fænomenologisk psykologiske forskning giver direkte adgang til den bevidsthedsverden som i vor tid er knyttet til museet som institution, og den fænomenologiske metode er derfor en af de vigtigste forskningsstrategier når man ønsker indblik i de psykologiske forhold der gør museet personligt vedkommende og gør det muligt at tilrettelægge indsamling og formidling på en måde der bidrager til individuel og kulturel integritet.

Bjarne Sode Funch 18 Eksempel på fænomenologisk forskning Et eksempel kan illustrere fænomenologiens anvendelse inden for den museologiske forskning. På kunstmuseerne har man gennem generationer introduceret publikum til billedkunst på grundlag af kunsthistoriske principper. Samlingerne er præsenteret i kronologiske og stilorienterede ophængninger. I kataloger, introducerende tekster og rundvisninger refereres til kunsthistoriske forhold som stiludvikling, billedkomposition, ikonografi samt kulturelle og biografiske forhold. Velvidende at den slags information sjældent fremmer den personlige og emotionelle oplevelse der almindeligvis forbindes med kunstoplevelse. For at få et indblik i kunstintroduktionens betydning for kunstoplevelse, blev der i juni 2002 gennemført et forskningsprojekt på Esbjerg Kunstmuseum. Et kunstværk, Blutspiegel (1994) af Christian Lemmerz blev udstillet i et separat rum. Ved indgangen til udstillingen blev publikum tilbudt fire forskellige introduktioner til kunstværket: en kunsthistorisk hvor to kunsthistorikere diskuterer værket, en lyrisk hvor forfatteren Peter Laugesen læser en tekst han har skrevet om Lemmerz kreativitet og værk, en musikalsk hvor komponisten og musikeren Frederik Søgaard spiller et stykke musik der er komponeret til Blutspiegel og endelig en spontan beretning af en syvårig dreng der ser værket. Undersøgelsen var tilrettelagt på den måde at et lille antal tilfældigt udvalgte personer i forskellig alder og med forskellige baggrund, blev bedt om at vælge og lytte til en af de fire introduktioner inden de gik ind for at se kunstværket. Umiddelbart efter blev de interviewet med henblik på at få afdækket hvilke forestillinger, tanker og følelser de havde mens de lyttede til introduktionen og hvordan de efterfølgende oplevede det pågældende kunstværk. Disse undersøgelser (Funch 2003) blev gennemført i et forsøg på at få et indblik i den bevidsthedsverden som opstår når en person bliver introduceret til et kunstværk på en særlig måde. Ved at få indblik i de forestillinger, følelser og tanker som knytter sig til en bestemt formidlingsform får vi grundlag for at vurdere det personlige udbytte. En enkel undersøgelsesrække giver ikke basis for at udlede de nødvendige og tilstrækkelige principper for hvorledes publikum bedst introduceres til et billedkunstnerisk værk, men de fænomenologiske iagttagelser åbner for hvad der sker i den menneskelige bevidsthed og kan bidrage til udvikling af en formidlingsstrategi der er i overensstemmelse med museets målsætning. Undersøgelsens datamateriale blev indsamlet efter de fænomenologiske principper for psykologisk udforskning af bevidsthedslivet som i det følgende beskrives. Psykologisk fænomenologis historie Bevidsthedslivet har altid tiltrukket menneskers opmærksomhed. Ikke blot særlige fænomener som drømme, hallucinationer og andre specielle fænomener, men også den almindelige bevidsthed har tiltrukket opmærksomhed. Augustin (1991) som i det fjerde århundrede beskrev sit eget liv i bogen Bekendelser, var dybt fascineret af bevidsthedsfænomener knyttet til erindringen. Han undrer sig blandt andet over at man kan forestille sig havets bølger, bjergenes høje tinder og himlens stjerner uden samtidig at se dem. Man skal således ikke

Den fænomenologiske metode i museologisk forskning lede længe i tidlige filosofiske, religiøse og litterære skrifter før man støder på fænomenologiske beskrivelser. Den tyske filosof og psykolog Franz Brentano er en af de første der gør sig overvejelser om fænomenologisk iagttagelse som metode, og især hans bog Psychologie vom empirischen Standpunkt fra 1874 får stor betydning for metodens anvendelse inden for psykologisk forskning. Flere tyske psykologer som for eksempel Alexius Meinong og Carl Stumpf fulgte hans forelæsninger i Wien og anvendte hans principper i deres egen forskning. Kurt Koffka og Wolfgang Köhler, som begge var elever af Stumpf, blev fremtrædende repræsentanter for den gestaltpsykologiske skole hvor den fænomenologiske beskrivelse er en del af den eksperimentelle metode. Da de på grund af nazismen måtte flygte fra Tyskland bragte de den fænomenologiske metode ind i amerikansk psykologi hvor den især fik betydning for den humanistiske og eksistentielle psykologi med repræsentanter som Carl Rogers, Abraham Maslow og Rollo May. En betydning som tydeligt kan spores i amerikansk psykologi i dag. Mens mange psykologer således flygtede til USA i 1930 erne forblev en af Brentanos filosofiske elever, Edmund Husserl og dennes assistent Martin Heidegger i Tyskland. Husserl var professor i Freiburg hvor han blev pensioneret i 1928. Han blev senere offer for den anti-semitiske lovgivning og blev slettet af listen over universitetsprofessorer i 1933. Han døde fem år senere i 1938. Heidegger som overtog Husserls lærestol i Freiburg var venligt stemt over for nazismen og fik af samme grund undervisningsforbud efter krigens afslutning. Han blev pensioneret i 1951 og døde i 1976. Især Heidegger fik afgørende betydning for en eksistentielt orienteret fænomenologi som voksede frem efter anden verdenskrig. I Danmark som det eneste sted i Europa, forblev den fænomenologiske tradition uforstyrret af nazismen. Edgar Rubin som i 1911 til 1914 studerede hos G. H. Müller i Göttingen, fulgte under sit studieophold Husserls forelæsninger. Da han i 1922 blev professor og leder af instituttet for psykologi i København indførte han den fænomenologiske metode i det eksperimentelle arbejde. Han havde nære kontakter til de tyske gestaltpsykologer og hans fænomenologiske indsats blev kendt som Københavnerskolen. Hans elever og efterfølgere Edgar Tranekjær Rasmussen og Franz From er ligeledes begge kendte for deres fænomenologiske forskning, og traditionen er blevet fulgt op af blandt andre Martin Johansen, Ib Moustgaard og Torsten Ingemann Nielsen. Bevidsthedsstrøm Begrebet bevidsthed kan give indtryk af noget afgrænset og stabilt. Men bevidstheden i fænomenologisk perspektiv er tværtimod noget der er i konstant bevægelse og uafbrudt ændrer sig. Den amerikanske psykolog William James (1892, 159) beskriver det som en bevidsthedsstrøm (stream of consciousness), et begreb som senere skulle blive knyttet til en litterær genre med James Joyce som fremtrædende repræsentant. Det vil sige at indtryk, tanker, erindringer, følelser som udgør bevidstheden, strømmer igennem i evig forandring. Nye fænomener dukker op, andre forsvinder, nogle ændrer sig langsomt, andre opstår pludseligt for måske at forsvinde lige så hurtigt igen. Dette kaldes den spontane bevidsthed hvor fænomenerne fremtræder i bevidstheden uden at der samtidig er en bevidsthed om fænomenernes fremtrædelsesform. Kun gennem den 19

Bjarne Sode Funch 20 refleksive bevidsthed er det muligt at rette opmærksomheden mod den spontane bevidsthedsstrøm og blive sig bevidst hvad der i et bestemt øjeblik er i bevidstheden. Med andre ord, den refleksive bevidsthed er i stand til at fokusere på en sekvens af den konstant strømmende bevidsthed og til så at sige fastholde et forløb som allerede findes i bevidstheden. Der er en uafbrudt samspil mellem den spontane og den refleksive bevidsthed på en sådan måde at vi sjældent bemærker hvornår henholdsvis den ene eller den anden bevidsthedsform er fremtrædende og dominerende. Den fænomenologiske beskrivelse hænger snævert sammen med den refleksive bevidsthed. Når en person beskriver en oplevelse, sker det typisk ved at vedkommende genkalder sig noget der tidligere har manifesteret sig i bevidstheden. Den refleksive bevidsthed er således en forudsætning for en konceptualisering af det der træder frem i den spontane bevidsthedsstrøm. Metodisk udgør dette naturligvis et stort problem idet den ideelle fænomenologiske beskrivelse ville være en nøje gengivelse af bevidsthedsstrømmen inden for en given periode. Men det lader sig ikke gøre. For det første fordi bevidsthedens fremtrædelsesform ikke lader sig gengive der findes ganske enkelt ikke et medie der på analog måde kan gengive hvad der foregår i den spontane bevidstheden. For det andet er det ikke bevidsthedsstrømmen som sådan der beskrives, men bevidsthedsstrømmen som den fastholdes af den refleksive bevidsthed. Med andre ord, det er ikke det levede liv der beskrives, men livet som det opleves eller genkaldes i den refleksive bevidsthed. Oplevelse Bevidstheden manifesterer sig som en bevidsthedsstrøm med døden som den endelige afslutning og en begyndelse som sandsynligvis finder sted på et tidspunkt i fosterstadiet. Antagelig afbrydes denne strøm af bevidsthedens fremtrædelsesformer hverken af søvn eller såkaldt bevidstløshed, men er en uafbrudt virksomhed hvor fravær af refleksiv bevidsthed betyder at der ingen hukommelse er. Under søvn fortsætter bevidstheden som drøm og kun i særlige tilfælde hvor den refleksive bevidsthed er aktiv, bliver det muligt at genkalde et drømmeforløb i erindringer. Men det sandsynlige er at drømmen er et uafbrudt forløb som ikke afsætter hukommelsesspor der er tilgængelige for jeg et og derfor forbliver uerkendt. Livsløbets film er fra en videnskabelig synsvinkel en uhåndterlig størrelse. Halvfjerds års uafbrudt bevidsthed med den kompleksitet og detaljerigdom som bevidstheden manifesterer sig med, er naturligvis på ingen måde mulig at registrere, beskrive og analysere. Derfor bliver oplevelse et centralt begreb inden for den fænomenologiske psykologi. En oplevelse er en sekvens af livsløbets bevidsthed. Et oplevelsesforløb er et kortere eller længere forløb der er afgrænset af oplevelsens intentionalitet. Enhver oplevelse er karakteriseret ved at være fokuseret på noget bestemt, det kan være et hændelsesforløb eller en overvejelse. Det kendes fra dagligdagen at bevidstheden uophørligt skifter fokus fra ét til noget andet, det vil sige at den ene oplevelse afløser den anden. En oplevelse defineres derfor som den bevidsthedssekvens hvori intentionaliteten forbliver den samme. Begrebet oplevelse er inden for fænomenologien et neutralt begreb forstået på den måde