NORDISK TIDSKRIFT 2009 2014 HÄFTE 2 1 FÖR VETENSKAP, KONST OCH INDUSTRI UTGIVEN AV LETTERSTEDTSKA FÖRENINGEN c Politik Nordisk och säkerhet ekonomi i Nya Norden prövningar: 2013: c Claes Karin Wiklund Söder c Arne Thorvald HardisStoltenberg c Jan-Anders Jan-Erik Enestam Ekström c Arna Guðmundur Schram Árni Stefánsson c Harald Teija Tiilikainen Stanghelle c Anders Carolina Wettergren Vendil Pallin Konserthuset c Michael Moore Harpa i Reykjavik Sorø c Bengt Kunstmuseum Sundelius Intervju med Olli Rehn c Grönländska val Letterstedt-medaljen till Bertel Haarder c Intervju med Víkingur Heiðar Ólafsson Gun Widmark. In memoriam c Jämställdheten i Norden Nordiske Bokbyer c Bokessä: Tre böcker om Berit Ås Bokessä om Herbert Tingsten STOCKHOLM n n Ny Ny serie serie i samarbete samarbete med med Föreningen Föreningen Norden Norden n n Årg. 90 85 2014 2009 Häfte 21
INNEHÅLL Artiklar Maktskifte i Island och Norge. Politik i Norden under 2013. Claes Wiklund... 1 Fra økonomisk til politisk krise. Dansk politik 2013. Arne Hardis.... 5 Finland år 2013. Stort lyft för centern. Jan-Anders Ekström.... 15 Politik och ekonomi på Island 2013. Arna Schram.... 23 2013 Året det ble så blått. Politikk og økonomi i Norge 2013. Harald Stanghelle. 31 Uppladdning i krisens tecken. Svensk politik 2013. Anders Wettergren... 39 Harpa Slottet vi aldrig fick? Hildigunnur Sverrisdóttir... 47 Sorø Kunstmuseum. Torben Weirup... 55 NT-Intervjun. Olli Rehn: Viktigt att framhålla EU som fredsprojekt. Henrik Wilén.. 59 * * * För egen räkning och nordisk krönika Bokbyane i Norden. Jan Kløvstad... 65 Krönika om nordiskt samarbete. Anders Ljunggren.... 69 * * * Letterstedtska föreningen Jacob Letterstedts nordiske fortjenstmedalje tildelt tidligere minister Bertel Haarder. Henrik Wivel... 73 Kristian Slotte In memoriam. Dag Lindberg.... 75 Minnesord över Gun Widmark. Birgitta Lindgren.... 77 * * * Bokessä Herbert Tingsten Produktiv statsvetare och stridbar publicist. Olof Ruin.... 81 * * * Kring böcker och människor Flykten över Öresund. Mats Bergquist.... 85 Habilt men inte originellt om Hjalmar Söderberg. Stina Otterberg.... 87 Kommunist, socialist, socialdemokrat. Svavar Gestssons självbiografi. Guðni Th. Jóhannesson.... 89 Den poetiske tjener. Per Wästberg om Stockholms-digteren Gustaf Adolf Lysholm. Henrik Wivel.... 92 Ett oväntat och okonventionellt val. Metallbasen Stefan Löfven ny s-ledare. Claes Wiklund.... 96 Tage Erlander och Max Jakobson om vinterkriget. Tom Söderman.... 99 En TV-journalists bokslut Åke Ortmark minns. Lars-Åke Engblom.... 102 Anders Sparrman. Linnean, världsresenär, fattigläkare (1748-1820). Leif Feltenius.. 103 Föreningarna Nordens granskning av läroböcker i historia. Per Thullberg.... 107 Kort och informativt om Kings Bay-krisen 1963. Claes Wiklund.... 110 Teaterfotografen Beata Bergström. Lena Wiklund.... 112 Staden som kreativt centrum. Beate Sydhoff.... 114 Mandatställningen i de nordiska parlamenten. Lena Wiklund.... 117 Sammanfattning.... 119 Tiivistelmä.... 120 ISSN 0029-1501 Tryck: Tellogruppen AB, Söderköping
Maktskifte i Island och Norge. Politik i Norden under 2013 1 CLAES WIKLUND MAKTSKIFTE I ISLAND OCH NORGE Politik i Norden under 2013 Inledning För trettio år sedan introducerade Nordisk Tidskrift för vetenskap, konst och industri ett årligt temanummer som innehåller politiska och ekonomiska översikter beträffande de fem nordiska länderna. Innan dess hade dessa översikter publicerats i olika tidskriftsnummer. Det första numret i NT:s 137:e årgång försöker sammanfatta de politiska händelser av större betydelse som timat i Danmark, Finland, Island, Norge och Sverige under 2013. Två parlamentsval hölls i Norden under förra året. Island var först ut med sitt val till alltinget i april månad. Norge höll val till stortinget i september. Båda valen ledde till regeringsskiften. Islands nye statsminister heter Sigmundur Davíð Gunnlaugsson och representerar Framstegspartiet. Hans företrädare i ämbetet var Socialdemokratiska Alliansens Jóhanna Sigurðardóttir. I Norge blåste det liknande politiska vindar vilket medförde att Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg detroniserades som statsminister. Høyres Erna Solberg ställde sig i spetsen för en så kallad blåblå regeringskoalition tillsammans med Fremskrittspartiet. De danska väljarna gick till valurnorna senare på hösten 2013 för att utse den politiska ledningen i landets numera knappt 100 kommuner. Skribenter och tecknare Nordisk Tidskrift kan glädja sig åt att ha tillgång till fem erfarna och mycket kompetenta politiska skribenter. Arne Hardis förgyller den i Köpenhamn utkommande kvalitetstidningen Weekendavisens spalter med sina politiska rapporter. Hardis har i år skrivit sin trettonde politiska krönika om vad som tilldragit sig i Danmark. Jan-Anders Ekström, sedan några år tillbaka frilans med svenskhetens bastion i Finland dvs. Hufvudstadsbladet som tidigare huvudarbetsgivare. Ekström har nu signerat sin nittonde finländska översikt. Det är en aktningsvärd prestation. När det gäller det krisdrabbade Island svarar Arna Schram för översikten för elfte gången. Hon har varit dagspressjournalist dels på Morgunblaðið, dels på Viðskiptablaðið. Elva gånger var har också Aftenpostens politiske redaktör Harald Stanghelle och Göteborgs-Postens fd andreredaktör Anders Wettergren kommenterat de politiske skeendena i Norge respektive Sverige. Det tackar vi på NT:s redaktion dem varmt för. De politiska översikternas allvar lättas upp av de träffsäkra politiska karikatyrer som deras tecknande kollegor svarat för. Det är med stolthet som Nordisk
2 Claes Wiklund Tidskrift publicerar Jens Hages, Wilfred Hildonens, Halldór Baldurssons, Inge Grødums och Kjell Nilsson-Mäkis slagkraftiga och roliga teckningar. Tyvärr blir det alltmera sällsynt med politiska teckningar på de stora dagstidningarnas ledarsidor. Jens Hages hemvist är Berlingske Tidendes spalter. Wilfred Hildonens hemmaplan är Hufvudstadsbladet. Halldór Baldursson gisslar förstås de isländska politikerna i Morgunblaðið. Inge Grødum var förut tecknare på senterpartistiska avisan Nationen för att sedan flytta över till allmänborgerliga Aftenposten. Kjell Nilsson-Mäki, slutligen, har Göteborgs-Posten som sitt huvudforum. Självfallet är vi på Nordisk Tidskrift stolta över dessa flyhänta och humoristiska bildkommentatorer. Håll till godo, bästa läsare. Parlamentsval i Island och Norge och danskt kommunalval Island kom först med att hålla allmänna val under 2013. De isländska väljarnas dom i slutet av april innebar en stor triumf för de regeringsvana borgerliga partierna Framstegspartiet och Självständighetspartiet. De ökade på sina mandattal jämfört med valet 2009 med tio respektive tre. Den koalition som styrt Island under de senaste fyra ekonomiska och politiska krisåren tappade sammanlagt 18 mandat. Allra sämst gick det för statsministerpartiet Alliansen som förlorade tio mandat medan det medregerande Venstrepartiet De Grönne gick bakåt med fyra mandat. Resultatet av denna omfattande omfördelning av mandaten i alltinget blev givetvis ett regeringsskifte. Två nya partier kom in i alltinget som därmed kan uppvisa hela åtta partier. Nytillskotten på den isländska parlamentariska arenan är Lys Fremtid som erhöll sex mandat och Piratpartiet som erövrade tre. Norge höll val till stortinget i september. Som väntat blev det en valframgång också i Norge för det borgerliga alternativet. Høyre framstod som valets stora segrare. Med 18 nya mandat i ryggen gick regeringsbildaruppdraget förstås till Erna Solberg. Fremskrittspartiet, som brukar kallas ett populistiskt skattesänkarparti, förlorade 12 av sina 41 stortingsplatser men kom ändå för första gången i regeringsställning. Arbeiderpartiet nödgades, trots att Jens Stoltenberg varit en både habil och stabil statsminister, inkassera en betydande valförlust. Med nio mandat mindre än under perioden 2009-2013 möter Arbeiderpartiet upp i stortinget. Jens Stoltenbergs koalitionspartier Sosialistisk Venstreparti tappade fyra mandat och Senterpartiet ett. Den avtroppande blocköverskridande koalitionen erhöll 14 mandat mindre än i det förra valet. Den blåblå koalitionen ja, den kallas så i Norge har förhandlat fram en politisk överenskommelse med Venstre och Kristelig Folkeparti. Till regeringen Solbergs 77 mandat kan därmed läggas de 19 mandat som de två mindre borgerliga samarbetspartierna förfogar över. Det blir en majoritet i stortinget
Maktskifte i Island och Norge. Politik i Norden under 2013 3 med solida 96 mandat. Det krävs 85 mandat för majoritet. Norge fick också ett nytillskott på den nationella politiska huvudarenan i och med att Miljøpartiet De Grønne erövrade sitt första stortingsmandat. Den nordiska valtriptyken avrundades med det danska kommunalvalet i november 2013. Venstre gick segrande ur borgmästarstriden med sina sammanlagt 48 poster. Socialdemokratiet fick nöja sig med 33. Dansk Folkeparti blev tredjen störst. Efter den stora kommunsammanslagningen i Danmark för några år sedan finns det numera knappt hundra borgmästarposter. Tidigare var antalet kommuner ungefär tre gånger så många. Två nya statsministrar Utfallet av valen i Island och Norge blev således två nya statsministrar. Jóhanna Sigurðardóttir fick efter fyra år som regeringschef lämna plats för Framstegspartiets ledare Sigmundur Davíð Gunnlaugsson. Koalitionspartnern Självständighetspartiet var större procentuellt sett i väljarkåren, men Framstegspartiet gjorde ett bättre val och då tillföll statsministerposten dem. Island återgick därmed till ett regeringsmönster som varit vanligt under de senaste decennierna. Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg fick avgå efter att ha styrt Norge under åtta år i oavbruten följd. Två mandatperioder med Stoltenbergs blocköverskridande trepartiregering avlöstes av en renodlad borgerlig regering med Høyres Erna Solberg i spetsen och Fremskrittspartiets ledare Siv Jensen på den tunga finansministerposten. Om den blåblå regeringen håller mandatperioden ut får framtiden utvisa. Den borgerliga minoritetsregeringen som Høyres Kåre Willoch ledde 1981-1983 breddades sedermera genom att dess stödpartier Senterpartiet och Kristelig Folkeparti kom med i regeringen 1983-86. Om det mönstret upprepas skulle det kunna innebära att Venstre och Kristelig Folkeparti inträder i regeringen Solberg under mandatperiodens lopp. Smärre regeringsombildningar förekom under året i de tre övriga nordiska länderna. De Grönas Heidi Hautala fick lämna den finländska regeringen efter att ha gjort ett ödesdigert misstag. Hon ersattes av partikollegan och presidentkandidaten Pekka Haavisto som utvecklingsminister. Några socialdemokratiska ministerbyten förekom också under året. I Sverige skedde två oväntade ministeravgångar ur Reinfeldts fyrpartiregering. Först ut var folkpartiets jämställdhetsminister Nyamko Sabuni som uppenbarligen tröttnat på att sitta i regeringen. Hon efterträddes av Maria Arnholm från samma parti. Det andra, och kanske mera intrikata, ministeravhoppet svarade moderata biståndsministern Gunilla Carlsson för. Hon ersattes av arbetsmarknadsminister Hillevi Engström. Till ny minister på den senare
4 Claes Wiklund posten utsågs Elisabeth Svantesson. Omsättningen på statsråd i fyrpartiministären Reinfeldt har varit ganska stor under de snart åtta år som den suttit vid makten. I Danmark, slutligen, skedde flera dramatiska ministerbyten under 2013. Mest uppmärksammat blev att den tunge socialdemokraten Henrik Sass Larsen äntligen fick träda in i regeringen. Sass Larsen fick hand om de politiskt viktiga näringslivs- och tillväxtfrågorna. Nick Hækkerup tog ett steg utför i ministertrappan när han beordrades att bli handels- och europaminister. Som försvarsminister inträdde i hans ställe Nicolai Wammen. I tillägg till de socialdemokratiska ministerskiftena fick Socialistisk Folkepartis ordförande Annette Vilhelmsen överlämna sitt ministerium till Henrik Sass Larsen för att bli socialminister. Den socialdemokratiske justitieministern Morten Bødskov trampade i klaveret och fick lämna sin ministerpost. Det gjorde också, men på grund av sjukdom, utrikesministern Villy Søvndal (SF). Den fd SF-ledaren Holger K. Nielsen blev hans efterträdare. I januari 2014 lämnade så SF regeringen helt och hållet. Trepartiregeringen Thorning-Schmidt ombildades till en tvåpartidito bestående av Socialdemokratiet och Radikale Venstre. Det är ett genom tiderna välkänt danskt regeringsmönster.
Fra økonomisk til politisk krise. Dansk politik 2013 5 ARNE HARDIS FRA ØKONOMISK TIL POLITISK KRISE Dansk politik 2013 Dansk politik udviklede sig til en alvorlig stresstest af partier og partiledere. Socialdemokratiet stod for trykket; Venstres Lars Løkke Rasmussen klarede sig igennem sin alvorligste krise som formand; SF-formand Annette Vilhelmsen stod derimod ikke distancen og måtte trække SF ud af regeringen og forlade sin formandspost. Ved efterårets kommunalvalg blev den yderste venstrefløj den store vinder på SF s bekostning. Arne Hardis er politisk redaktør på Weekendavisen. I løbet af foråret 2013 begyndte meningsmålingerne at fortælle en historie, ingen kunne forestille sig for bare et par år siden: Dansk Folkeparti, som opstod ud af Fremskridtspartiets kaos tilbage i 1995, var pludselig større end Socialdemokratiet, som var politisk rygrad for Danmark, som det udviklede sig gennem det meste af det 20. århundrede. De fæle populister distancerede Thorvald Staunings ærværdige parti! Ganske vist havde Folkepartisterne selv koketteret med muligheden; vi er det 21. århundredes Socialdemokrati, lød det af og til med newcomer ens selvbevidsthed, men det blev netop opfattet som koketteri. At meningsmålingerne kunne flytte dette scenario ind i den realistiske forestillingsverden anno 2013 havde to sammenhængende grunde. Dansk Folkeparti har under den nye leder Kristian Thulesen Dahl meget målbevidst forfulgt en højt profileret social kurs: Større offentlig vækst, end stort set alle andre mener, der er råd til. Afvisning af de mest barske velfærdsreformer. Skrap kurs over for social dumping og såkaldt social turisme formuleret som offensiv modstand mod EU. Udsættelse af den forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år, som partiet ironisk nok selv stod bag, mens man i 2010 var støtteparti for den liberal-konservative VK-regering. Thulesen Dahls cocktail kunne rigtig mange vælgere godt lide. Og mange af dem havde tidligere stemt socialdemokratisk. For Socialdemokratiet var det opslidende at lægge ryg til de mange reformer, der skal udvide arbejdsudbuddet på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet ikke efterspørger arbejdskraft i større stil. Især sled det på partiet, at den ovennævnte forkortelse af dagpengeperioden medførte, at titusinder mistede deres dagpengeret gennem 2013. Langt flere, end embedsværk og politikere havde
6 Arne Hardis forestillet sig. Regeringen havde forsøgt sig med forskellige akutpakker, som skulle hjælpe de langtidsledige i job, men uden stor effekt. Mens de socialdemokratiske meningsmålinger dykkede, og de langtidslediges udsigt formørkedes, groede utilfredsheden i baglandet: I fagbevægelsen, i a-kasserne, i den socialdemokratiske folketingsgruppe, i den kommunale verden og hos regeringens parlamentariske grundlag, venstrefløjspartiet Enhedslisten. Da regeringen i foråret fremlagde en vækstplan, som lettede afgifter for erhvervslivet og betød en markant lettelse af selskabsskatten, var gryden tæt på at koge over. En egentlig nedsmeltning truede Socialdemokratiet. Vækstplanen indeholdt også skabelsen af en togfond med knap 30 milliarder kroner investeret over en årrække, som skal modernisere jernbanedriften og skaffe betydelige forkortelser i rejsetiden mellem de større byer: København, Odense, Århus, Ålborg. Finansieringen af togfonden er klassisk venstreorienteret: skatteforhøjelser for internationale olieselskaber, som opererer i Nordsøen, men lige lidt hjalp det på utilfredsheden i det socialdemokratiske bagland. Centrale skikkelser som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var modstander af planens selskabsskattelettelser, som så dagens lys, samtidig med at hun selv fremlagde en plan til skrappere kontanthjælpsregler. Det var let at få det indtryk, at kontanthjælpsmodtagerne skulle betale for lettelser for erhvervslivet. Imod var også gruppeformand Henrik Sass Larsen, og forsvarsminister Nick Hækkerup bakkede heller ikke op, så det kunne høres. Uroen var så voldsom, at Enhedslisten alvorligt overvejede at stemme for en borgerlig mistillidsafstemning, skulle en sådan se dagens lys i forbindelse med Folketingets overgang til sommerferie. Hele stemningen af en lønmodtagerfjendsk regering blev bestyrket af det opgør om folkeskolelærernes arbejdstid, som også prægede foråret. Regeringen fremlagde et forslag til en såkaldt helhedsskole, som skal give eleverne flere timer til både leg og læring, og en stor del af finansieringen ville man finde ved at lade lærerne undervise et par lektioner mere om ugen. Det ville de ikke, og der udbrød en langvarig konflikt, som lærerne naturligvis tabte, i og med de var oppe mod en tohovedet fjende: Kommunerne, som er lærernes arbejdsgiver, var i denne sag allieret med regeringen, som greb ind, da der var udsigt til, at elevernes afgangseksaminer kom i fare. Lærerne mistede en stor del af deres strejkekasse og al tillid til regeringspartierne, som ellers plejer at være favoritter, når lærerne stemmer. Meningsmålinger viste, at de i stor stil søgte ly hos Enhedslisten. Ind i teltet Afværgelsen af forårskrisen for den socialdemokratiske del af regeringen viste sig i to omgange først med et politisk initiativ og kort efter en regeringsrokade, som især handlede om én person: Henrik Sass Larsen.
Fra økonomisk til politisk krise. Dansk politik 2013 7 Helle Thorning-Schmidt bag rattet og med den radikale Margrethe Vestager og SF s Annette Vilhelmsen som bekymrede passagerer. Tegning: Jens Hage. I maj fremlagde regeringen en ny indfasning af dagpengereglerne, således at de titusinder af ledige, som mistede deres dagpenge gennem 2013, fortsat fik en ydelse at leve for. Et økonomisk sikkerhedsnet. Ydelsen var lavere end dagpengene, ganske vist, men er altså en økonomisk håndsrækning, uanset om man ville være berettiget til kontanthjælp. Ordningen er konstrueret som midlertidig ydelse, der udfases i løbet af 2015. Det blev samtidig bebudet, at man ville sætte arbejde i gang med skabelsen af et nyt dagpengesystem, som ikke måtte være dyrere end den gamle, men måske mere hensigtsmæssigt. Den økonomiske håndsrækning til de langtidsledige var nok til at få stormen i baglandet til at lægge sig. Næste led i den socialdemokratiske redningsaktion kom i august, da statsminister Helle Thorning-Schmidt forfremmede gruppeformand Henrik Sass Larsen til en ledende ministerpost som erhvervs- og vækstminister. Han var tilbage i 2011 røget helt ud af de indre magtcirkler på grund af kontakter med rockermiljøet i hjembyen Køge, men han er en politiker med et meget stærkt netværk, som er svær at holde nede. Rokadens egentlige formål var at få Sass med på holdet efter den logik, som har et folkeligt og bramfrit dansk udtryk: Hellere have ham stående inde i teltet og pisse ud end uden for teltet og pisse ind. Ved samme regeringsrokade blev angivelig illoyale Nick Hækkerup degraderet til handels- og europaminister, mens den (for tiden) loyale Nicolai Wammen blev forfremmet til forsvarsminister, hvorved statsministeren styrkede sin position i Socialdemokratiet. I den forstand var 2013 en afgørende test for Socialdemokratiet: Var partiet ved at smelte ned, eller kunne det stå distancen?
8 Arne Hardis Kommunalvalget senere på året bekræftede, at partiet er intakt; noget prangende valg fik Socialdemokratiet ganske vist ikke, men blødningen var standset. Det er muligt at få en knap tredjedel af vælgerne til at stemme socialdemokratisk, viste det sig. Det kommunale valg skal der vendes tilbage til. For SF var det afgørende at bruge rokaden til at få flyttet formanden, Annette Vilhelmsen, fra det administrativt og politisk tunge erhvervs- og vækstministerium til et mere SF-agtigt ministerium, hvor det var lettere at vise sit gode hjerte. Det gør man jo i politik gerne ved at dele penge ud. Hun valgte Socialministeriet, hvad der snart skulle koste hende betydelige politiske problemer. På tværs af forvaltningsreglerne forærede hun en million kroner til et initiativ, som skulle få socialt udsatte til at stemme ved valgene. Det kostede hende megen negativ omtale, en næse (en slags advarsel) i Folketinget og en advokatundersøgelse. Med det var hendes trængsler dog ikke forbi. Først kom et katastrofalt kommunalvalg og senere en for så vidt mindre sag, som endte med at sende SF ud af regeringen. Også SF s exit efter mindre end to og et halvt år i regering skal der vendes tilbage til senere i denne politiske oversigt. De Radikale valgte ikke at udskifte ministre overhovedet ved augustrokaden det var heller ikke dem, der havde problemerne. Tværtimod var det den radikale leder, Margrethe Vestagers, insisteren på at få den kortere dagpengeperiode skrevet ind i regeringsgrundlaget, som var baggrunden for de fleste af de socialdemokratiske og de folkesocialistiske kvaler. Lediggang er roden til alt ondt, men strammere regler for ledige er heller ikke af det gode anskuet fra SF s og Socialdemokratiets synspunkt. Luksusrejser for miljøet Næsten ud af det blå opstod i løbet af efteråret en sag om tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre), som for en stund så ud til at sende den kronisk plagede Thorning-regering afgørende i offensiven. Løkke Rasmussen var sommeren 2012 blevet valgt til den koreansk baserede, internationale klimaorganisation GGGI, Global Green Growth Institute, uden at nogen rigtig havde bemærket det. Det skulle en samlet, tidvis ophidset og forarget offentlighed komme til. En avis afslørede op til Venstres landsmøde i oktober, at formanden havde fløjet i miljøets og den tredje verdens tjeneste på meget luksuriøse vilkår. Første klasse, niveauet over business class en generøsitet, som ellers er forbeholdt meget store rockstjerner, paver, FN-generalsekretærer og den slags. Var det rimeligt? Og vedkom det overhovedet offentligheden? Det kom det i hvert fald til, og der var den pikante detalje ved de fine rejser, at de blandt andet var finansieret af danske bistandsmillioner. Lars Løkke Rasmussen valgte at håndtere sagen på ganske klodset vis. Først nægtede han, at der var et problem, siden han havde fulgt GGGIs rejseregler og selv havde taget initiativ
Fra økonomisk til politisk krise. Dansk politik 2013 9 til at få dem ændret i mere beskeden retning. Senere beklagede han, at han ikke havde ændret reglerne noget hurtigere, og kort efter lagde han samtlige bilag fra sit GGGI-virke frem, hvorpå nye uregelmæssigheder kom for en dag. Hele dette forløb udspillede sig kort før kommunalvalget i november, og det var svært for Lars Løkke at møde op ude i kommunerne for at støtte lokale Venstrekandidater, uden at mediedækningen i stedet for lokale sager handlede om bilag, honorarer, skattespørgsmål og rejseomkostninger i relation til GGGI. På et tidspunkt begyndte folk i Venstre at tale om, at de måske snart skulle se sig om efter en ny formand; det var i særklasse Løkke Rasmussens værste krise i mange år. Krisen blev ikke mindre af, at den lød som et skævt ekko af Venstrelederens seneste værre personligt/politiske krise: den såkaldte bilagssag tilbage fra 2008, hvor gamle og nyere bilag blev endevendt i fuld offentlighed. Løkke Rasmussen havde brugt offentlige midler på forhold, som man siden fandt, skulle have været finansieret af egen lomme. Det bestyrkede offentlighedens billede af, at Løkke Rasmussen er rigtig god til at være politiker kompetent og med både overblik og detailindsigt men dårlig til altid at placere gærdet mellem det private og det politiske helt rigtigt. Ud af krisen kom Løkke med begge ben på jorden og uantastet formandsstatus og også med uanfægtede meningsmålinger, så snart krisen var ovre; både kommunalvalget og finanslovsforhandlingerne flyttede fokus fra personen Løkke Rasmussen til Venstres politik. Løkke Rasmussen må dog døje med, at den folkelige tillid til hans person er styrtdykket og har placeret ham side og side med statsminister Thorning-Schmidt, som ikke har nydt vælgergunst, siden hun blev statsminister i efteråret 2011. Begge er upopulære, hun for sin politik, han for sin personlige fremtræden. Til gengæld kom sagen til at koste den ansvarlige minister, Christian Friis Bach, posten som udviklingsminister. Han havde GGGI-sagen igennem fastholdt, at han ikke var informeret om de rejseregler, organisationen havde. Det passede ikke, den radikale Friis Bach havde endda været til stede på et møde i GGGI-bestyrelsen i Seoul, hvor rejsereglerne blev godkendt. Da han således uden at blive advaret af sine embedsmænd havde talt usandt over for Folketinget, trak han sig som minister i slutningen af november. Rødt kommunalvalg I Danmark er der kommunalvalg hvert fjerde år, altid i november, og valget i 2013 faldt, kort efter at regeringen Thorning-Schmidt havde siddet i to år. Det blev derfor på forhånd udlagt som et landspolitisk valg af medierne, et midtvejsvalg, som kunne forudskikke, hvordan folketingsvalget senest i 2015 vil gå. Som nævnt ovenfor var der spænding om, hvorvidt Socialdemokratiet ville
10 Arne Hardis smelte sammen, lige som der opstod interesse for, om Lars Løkke Rasmussen var på vej til at ødelægge det for sit kommunale bagland. På den givne baggrund var Venstres resultat godt. Partiet gik knap to procentpoint frem til 26,6 procent og erobrede især en lang række borgmesterposter fra Socialdemokratiet, hvad der gjorde Venstre til det ubetinget største borgmesterparti. Venstre gik 17 borgmesterposter frem til 48, mens Socialdemokratiet omvendt tabte 16 borgmesterposter og endte på 33 (i alt var der 98 borgmesterposter at fordele). Til gengæld fastholdt Socialdemokratiet trods en tilbagegang på godt ét procentpoint placeringen som største kommunale parti med 29,5 procent. De egentlige sejrherrer skulle søges blandt mindre partier. Det lille, nye parti Liberal Alliance fik fodfæste i en række kommuner, og Dansk Folkeparti gik markant frem og blev tredjestørste kommunale parti. Selv Det Konservative Folkeparti, som ellers lider under svigtende vælgeropbakning, kunne trøste sig med at udbygge sin borgmesterbeholdning fra 12 til 13. Men allerstørst var sejren for Enhedslisten. Partiet øgede fra 2,3 til 6,9 procent en tredobling og gik fra 14 til 119 byrådspladser. En borgmesterpost i København blev det også til; den revolutionære venstrefløj sidder nu på miljøog teknikborgmesterposten i hovedstaden. Den nye borgmester, Morten Kabell, vil fremme den kollektive og den cyklende trafik, men er startet i det små. Han har fravalgt borgmesterbilen, for det var han kommet til at love i valgkampen. Alle Enhedslistens byrådspladser blev erobret fra et SF, som var udsat for en egentlig nedsabling. Partiet havde fået et storslået valg tilbage i 2009, mens Liste Ø Enhedslistens valgbokstav er knap så øde efter kommunalvalget. Frustrerede vælgere fra S og SF har søgt tilflugt hos det revolutionære parti. Tegning: Jens Hage.
Fra økonomisk til politisk krise. Dansk politik 2013 11 Villy Søvndal ledede partiet og var meget populær. Nu blev det hverdag og bølgedal igen: Fra 14,5 til 5,6 procent og kun 116 byrådspladser. Det var et tab på 224 nogle af dem er utvivlsomt gået til Socialdemokratiet. Den store badesag Det var forudset, at finanslovsforhandlingerne ville blive besværlige, efter at Enhedslisten havde fået et så solidt folkeligt mandat ved kommunalvalget, men de fleste regnede med, at regeringen ville indgå finanslovsforlig med liste Ø det havde man gjort de to tidligere år, og de revolutionære enhedslistefolk er regeringens parlamentariske grundlag. Især bestyrkede det forventningerne om en rød finanslov, at der var så mange gaver på bordet. En milliard kroner ekstra til ældre, en større indsats mod social dumping, en statslig grøn investeringsfond, som Enhedslisten havde ønsket gennem år, samt forhøjet fradrag for fagforeningskontingent, som fagbevægelsen naturligvis lægger stor vægt på. Enhedslisten kunne vel ikke sige nej til alt dette? Gå imod fagbevægelsen? Invitere Lars Løkke Rasmussen ind i den politiske varme igen? Det var præcis, hvad der skete. Enhedslisten ville have lovfæstet, at den bevilgede milliard til de ældre skulle gå til at sikre de ældre to ugentlige bade. Den pincet-agtige detailregulering skyldtes dels, at Enhedslisten frygtede, at kommunerne i stedet ville bruge pengene på noget andet, dels at man totalt fejllæste den politiske situation. Lars Løkke slapper af sammen med Konservative Lars Barfoed og den stående Kristian Dahl Thulesen fra Dansk Folkeparti. Regeringen bygger sandslotte. Tegning: Jens Hage.
12 Arne Hardis Da regeringen i en pause under maratonforhandlingerne med Enhedslisten afprøvede Venstre og Konservative, sagde de ja stort set uden modydelse. Milliarden til de ældre var intakt, men den grønne investeringsfond, indsatsen mod social dumping og det ekstra fradrag for faglige kontingenter forsvandt ud af den samlede finanslov. Enhedslisten forklarede efterfølgende, at man nogle gange er nødt til at stå fast i politik, hvis ikke man vil risikere at blive løbet over ende. Christianiasagen Året sluttede dramatisk. En af statsminister Thorning-Schmidts nærmeste allierede, justitsminister Morten Bødskov, måtte i december træde tilbage som følge af en gammel sag tilbage fra regeringens start: I februar 2011 ville Folketingets retsudvalg besøge Christiania. Dansk Folkepartis daværende leder, Pia Kjærsgaard, ville som suppleant i udvalget gerne med, men ifølge Politiets Efterretningstjeneste, PET, ville det være for usikkert. Truslerne var angivelig af så grov karakter, at mødet måtte flyttes. Samtidig stammede PETs oplysninger om truslerne fra kilder, man frygtede at kompromittere. Man ville således ikke fortælle retsudvalget sandheden, og hvad gør man så? Fortier sandheden over for Folketinget? Kompromitterer PETs kilder? En meget vanskelig sag for den nyslåede minister. Bødskov lod sig overtale af sit embedsværk til at finde på en løgn. Mødet på Christiania skulle ske i forbindelse med et møde med en ledende politimand, daværende direktør i Københavns Politi Johan Reimann. Man fandt så på, at Reimann ikke kunne møde den angivne dato. Den historie blev senere overbragt retsudvalget. Mødet på Christiania blev få måneder senere gennemført i god ro og orden, men sagen lå og ulmede. Den eksploderede efteråret 2013, da anonyme PET-ansatte begyndte at synge i Ekstra Bladet samme avis, som startede sagen mod Lars Løkkes GGGI-engagement. Det kom frem, at PETs chef, Jakob Scharf, havde ladet Pia Kjærsgaards kalender studere (hun er i forvejen beskyttet af PET på grund af løbende trusler) for måske at lade mødet på Christiania finde sted på en dag, hvor Pia Kjærsgaard desværre ville være forhindret. Først måtte Bødskov indrømme, at han havde fortiet truslerne, og da han også tilstod at have været med til at føre løgnen om Johan Reimann ud i livet, meddelte Enhedslisten, at man ikke længere havde tillid til ham. Det ventes nu, at Bødskov skal være sit EU-kommissær, når nye navne skal til Bruxelles i løbet af 2014. Bødskovs exit betød, at SF overtog Transportministeriet og den politisk lukrative togfond. Ministeriet blev indtaget af Pia Olsen Dyhr, som tegnede sig